23948sdkhjf

Advokat: Mohamad vil ikke jagte erstatning fra Bilka

Der bliver ikke tale om at sagsøge Bilka for usaglig fyring, siger advokat for opsagt 17-årig.
Sagen, hvor 17-årige Mohamad Al Jawerheri følte sig tvunget til at sige sit job op hos Bilka i Næstved, får intet juridisk efterspil.

Selv om der ifølge handelsskoleelevens advokat kunne være grundlag for at søge erstatning ved retten, har Mohamad Al Jawerheri ingen interesse i at forfølge sagen yderligere.

Dansk Supermarked har på et møde tirsdag beklaget sagens forløb og har tilbudt ham at få det gamle job tilbage eller at få et nyt et andet sted i koncernen, og det er tilstrækkeligt.

- Mohamad har fået oprejsning og anerkendelse af, at der er sket en fejl. Han har på den måde også forhåbentlig hjulpet andre unge, der måtte komme i samme situation, og det var det, han gerne ville, siger Nima Nabipour fra advokatfirmaet Christiansen og Goldschmidt.

Han mener, at der ville være tilstrækkeligt grundlag for at søge erstatning hos Bilka, selv om den 17-årige selv underskrev sin opsigelse.

- Han har jo været udsat for et vist pres fra Bilkas side, og derfor kunne man sagtens bede retten tage stilling til, om der var tale om usaglig opsigelse.

- Der er også spørgsmålene om, hvorvidt opsigelsesfristen er overholdt, og om hans frihed til at udtale sig offentligt er blevet begrænset.

- Endelig er der også et spørgsmål om, hvorvidt han er blevet forskelsbehandlet på grund af sin religion.

- Men det har vi altså alt sammen valgt at se bort fra, fordi Mohamad gerne vil have sagen afsluttet, siger Nima Nabipour.

Han mener alt i alt, at Dansk Supermarked har taget ved lære af det skete.

- Det virker til, at man er indstillet på at overholde sine procedurer og på den måde undgå noget lignende fremover.

- HK var også med ved dialogmødet og vil sørge for, at personalepolitikken ikke udformes, så den begrænser de ansattes ret til at deltage i samfundsdebatten, siger advokaten.

Mohamad Al-Jawerheri deltog i en debat på Facebook om muslimer, og hans bemærkninger faldt nogle af de andre debattører så meget for brystet, at de kontaktede hans arbejdsgiver.

Det førte til, at han blev indkaldt til en samtale, som endte med, at han underskrev en opsigelse, selv om han ikke ønskede at stoppe og ikke følte, at han havde optrådt illoyalt over for sin arbejdsgiver.

Dansk Supermarked har ikke forholdt sig konkret til, hvad Mohamad Al Jawerheri har givet udtryk for i debatten.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093