Bilka-anmelder: - Jeg har modtaget dødstrusler
17-årige Mohamad Al Jawerheri blev i sidste uge landets mest omtalte mand.
Supermarkedet endte efterfølgende i noget af en shitstorm, og nu har de inviteret deres tidligere medarbejder til et afklarende møde her til formiddag.
Det skriver DR Sjælland.
Men sagen har også haft konsekvenser for Bjørn Larsen fra Vestenskov på Lolland, siger han. Det var ham, der underrettede Dansk Supermarked om Mohamads skriverier.
-Jeg er blevet riget op af et hemmeligt nummer seks gange, hvor der er blevet truet med dødstrusler om, at de ville komme og slå mig ihjel. Og tre gange er der ikke blevet sagt noget, hvor der bare er blevet klirret med ølflasker og alt muligt andet, siger Bjørn Larsen til DR Sjælland.
Efter Mohamad-sagen overvejer Bjørn Larsen nu at melde sig ud af den islam-fjendske debatside JA TIL FRIHED - NEJ TIL ISLAM.
-Jeg har nok overvejet at melde mig ud af den side der, når jeg lige har fået afsluttet og sagt det på en eller anden måde - det må jeg indrømme. Men jeg har ikke skiftet holdning.
Ifølge Bjørn Larsen var den Facebook-tråd der blev lagt ud til offentligheden skarpt redigeret, hvor Mohamads fornærmelser mod de islam-fjendtlige debattører var blevet fjernet.
Selv har Mohamad Al Jawerheri fortalt, at han var varsom med ikke at fornærme nogen.
Bjørn Larsen har meldt truslerne til politiet, skriver DR Sjælland.