Nyt rekordår for juleindkøb via nettet
Danskerne køber gaver via net og mobiltelefon som aldrig før. Alt tyder på ny rekord, og det skyldes især bekvemmeligheden online, mener forsker.
Det viser dugfriske tal fra betalingsgiganten Dibs Payment Services, der er Nordens største leverandør af digitale betalingsløsninger:
- Siden Black Friday-ugen den 23. november og frem til 13. december er julehandlen i netbutikkerne i alt steget 9 procent i forhold til sidste år, og salget ser kun ud til at stige endnu mere, siger Henriette Høyer, sales manager hos Dibs Payment Services, der kan se, at julehandlen i weekenden 11.-13. december steg med 15 procent i forhold samme weekend sidste år.
Sparer tid
I en travl hverdag er det især bekvemmeligheden på nettet, der trækker i danskerne, mener lektor Reimer Ivang, forsker i e-handel ved Aalborg Universitet:
- Vi kan handle, når vi har lyst. Når vi står i metroen, når vi sidder i bussen, eller når vi lige har lagt børnene i seng. Nettet er altid til rådighed, og der er rigtig mange fordele ved nethandlen for forbrugerne, forklarer han.
Gaver over mobilen
Ifølge Reimer Ivang har også produktpriserne på nettet samt hjemmesidernes udvalg gjort onlinebutikkerne yderst konkurrencedygtige set i forhold til fysiske butikker:
- Nethandlen har stille og roligt vundet større indpas hos danskerne. Du får meget let adgang til et enormt stort udvalg, for på nettet er langt flere varer til rådighed på samme sted, end der står på hylderne i de fysiske butikker. Det ubegrænsede udvalg er en af de helt store grunde til, at vi ser flere shoppe over nettet, uddyber Reimer Ivang.
Ifølge Dibs Payment Services er også danskernes køb via mobilen steget i år:
- Helt konkret er salget steget med 39 procent fra 26. november til 6. december i forhold til den mobile trafik i samme periode sidste år, siger Henriette Høyer, sales manager hos Dibs Payment Services.