Butiksspioner er det nye våben
Konkurrencen om kunderne er hård
- Vi har besluttet os for, at vi skal være Danmarks flinkeste discountkæde. Det kræver meget omfattende forandringer, også i det daglige, og her bruger vi shopperne til at fornemme, om vi er på vej i den rigtige retning, siger salgsdirektør Jens Romundstad til Politiken lørdag.
- Vi har 432 butikker, omkring 9.000 medarbejdere og rundt regnet 110 millioner kunder om året. Det er simpelthen ikke muligt for os selv at følge op på de krav og parametre, vi har sat op, for at vi kan nå målet, siger han til Politiken.
I stedet bliver butikkerne opsøgt af mystery-shoppere, der diskret observerer og gennemgår butikken på baggrund af tjeklister og manualer og kontrollerer, at medarbejderne nu også gør som aftalt:
- De skal blandt andet huske at åbne en ekstra kasse, hvis der er mere end fire kunder i en kassekø; de skal sætte elastikker om æggebakker og frugtbakker, så indholdet ikke vælter rundt i indkøbsposen; og de skal altid huske at åbne poserne for kunderne, så de nemmere kan få varerne pakket ned, siger Jens Romundstad til Politiken.
Det er Aarhus-firmaet Shoptimizer, der som et af de største i branchen leverer indkøbsspioner til blandt andet Fakta-kæden. Firmaet har for tiden omkring 4.500 mystery-shoppere i stalden og gennemfører årlig i omegnen af 22.000 besøg i butikker og forretninger, skriver Politiken.
Det ligner en ny rekord i et marked, der ifølge direktør Henrik Have nærmest er blevet umætteligt, efter at den økonomiske krise har sluppet taget i Danmark.
- Vi søger hele tiden flere shoppere og hyrer alle dem, vi kan. Jeg vil tro, at vi er gået fra omkring 15.000 butiksbesøg om året til de nuværende omkring 22.000 besøg, så vi kan ikke klage, siger Henrik Have, der var med til at stifte Shoptimizer i 2005, til Politiken.