Apoteker åbner 52 nye filialer
Det skal være slut med at køre langt efter medicin og andre apoteksvarer.
Lige nu har Apotekerforeningen kendskab til 52 nye steder fordelt på Sjælland, Fyn og Jylland. Det skriver Politiken fredag.
Det sker som følge af den nye apotekerlov, der per 1. juli i år giver apotekere lov til at eje op til 7 filialer inden for en radius af 75 kilometer fra moderapoteket.
- Jeg er glad for at se, at apotekerne arbejder hurtigt med de nye muligheder for at give borgerne endnu bedre service, siger Anne Kahns til Politiken.
Hun er formand for Danmarks Apotekerforening, der repræsenterer 220 medlemmer med cirka 5.700 medarbejdere på apotekerne.
Hun er selv klar til at åbne et nyt apotek i Hjerting i tilknytning til moderapoteket, Jerne Apotek i Esbjerg.