23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på RetailNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Salg af solcreme kaster skygge over omsætningen i Matas

Omsætningen voksede ikke som forventet i første kvartal i Matas, hvor sæsonsalget trækker ned.

Det danske sommervejr fik ikke ligefrem kunderne i Matas til at flå solcreme ned fra hylderne.

Det påvirker omsætningen i detailkæden, som ikke voksede lige så meget hen over sommeren, som kædens topchef, Terje List, havde ventet.

Det er svært at trække kunder i butikken, når det regner om sommeren, erkender den administrerende direktør.

- Nogle af vores sæsonkategorier, der faktisk har en stor betydning i det kvartal, har klaret sig mindre godt. Det har også betydet, at trafikken i vores butikker har været lidt mindre - og det har smittet af på vores andre produkter, siger Terje List til Ritzau Finans.

- Har du et akut behov for at få løst et problem, som at beskytte dig mod solskoldning, så går du ind i en butik for at få løst det problem. Sidder du i sommerhuset, og det står ned i stænger - ja, så har du ikke det problem, tilføjer den administrerende direktør.

Ekstraordinært dårligt salg af sæsonprodukter som solcreme og aftersun og generel lav vækst i det danske detailhandelsmarked medførte en lavere udvikling i omsætningen end forventet, oplyser Matas i regnskabet for maj, juni og juli.

Omsætningen landede på 826,5 millioner kroner, og det svarer til et fald på 0,1 procent i første kvartal af det forskudte regnskabsår 2015/2016 sammenlignet med sidste sommer.

Men selvom indtægterne stort set stod i stampe frem for at vokse, så endte det alligevel med et tilfredsstillende resultat, lyder konklusionen. Matas fik et resultat før skat på 113 millioner kroner mod 96 millioner kroner i samme periode sidste år.

- En stærk markedsposition, god strategieksekvering og stram omkostningsstyring har været de vigtigste årsager til dette, siger Terje List i regnskabet.

Trods skyggesiden af regnskabet for første kvartal kan Matas fastholde forventningerne til resten af regnskabsåret, som blandt andet lyder på en omsætning omkring 3,5 milliarder kroner.

/ritzau/

BREAKING
{{ article.headline }}
0.063|instance-web04