Minus afslutter regnskab lidt under forventning
Tøjproducenten Minus har netop afsluttet første fulde regnskabsår, siden virksomheden blev overtaget af nye ejere i november 2013.
Driftsresultatet lød på 709 t. kr. mod 172 t. kr. året før. Resultat før skat var 300.000. kr. mod 51.000. kr. året før. Egenkapitalen var ved regnskabets afslutning på 1,7 mio. kr. mod 1,2 mio. kr. året før, skriver Minus.
Ifølge ledelsen er det første regnskabsår som nye ejere afsluttet på acceptabel vis både ift. toplinje, bundlinje og egenkapital, selvom forventningerne i udgangspunktet var højere.
Resultat bærer præg af et bevidst fravalg af to eksportmarkeder samt investeringer i nyt IT system, ny økonomifunktion samt in-house lager.
- Det er et langt sundere og mere målrettet Minus, vi har taget ind i 2015. Det står nu klart for os, hvad vores kunder forventer af os som leverandør, og hvor vi gør en forskel i et trængt marked, siger indehaver Irena Riberholt Jørgensen og tilføjer, at der fortsat udvides med nye eksportmarkeder i 2015.