23948sdkhjf

Gillelejes nye møbelbutik får ekspert ved roret

Når FDB Møbler Gilleleje åbner på hjørnet af Kulturhavnen, bliver det med en af møbelbranchens kompetente herrer i front.
FDB Møbler Gilleleje er det seneste tiltag fra Gilleleje Brugsforening, og ansættelsen af Per Møller som butikschef er ifølge direktør Lars Corfitzen med til at understrege det høje ambitionsniveau.

Per Møller har en lang karriere i møbelbranchen bag sig og har arbejdet med både bolig- og erhvervsindretning. Han har erfaring med salg og ledelse fra virksomheder som Håg, Ebony & Co og senest som salgschef i Interstudio.

- Han er en kæmpe kapacitet for vores forretning, og vi ser frem til, at han sammen med teamet kan være med til at realisere det store potentiale, udtaler Lars Corfitzen.

Samtidig med at butikken er gjort klar til åbning, har Per Møller sammensat sit team af medarbejdere. De er udvalgt med stor omhu:

- For mig er møbler og design en hjertesag. Medarbejderstaben er sammensat af folk, der har det på samme måde. Vi forhandler ikke bare møbler, vi forvalter en kulturarv, en historie, og det skal vores kunder opleve. De skal opleve det, når de kommer ind i butikken, og de skal have det med sig hjem, når de har handlet hos os, understreger Per Møller.

FDB Møbler Gilleleje kommer både til at forhandle de relancerede møbelklassikere fra FDB, nyfortolkninger af gamle ikoner og en række andre produkter til indretning, herunder lamper, udsmykning og tilbehør. Udover detailbutikken tilbyder FDB Contract Furniture desuden indretningsløsninger til kontor, showrooms, kantiner og restauration.

FDB Møbler Gilleleje åbner lørdag den 21. april på adressen Peter Fjelstrupsvej 4 med et stort vinduesparti ud imod rundkørslen mellem Gilleleje Hovedgade og Kystvejen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062