23948sdkhjf

GuldBageren ser igen en gylden fremtid

Alt er endnu ikke på plads, men kædens bestyrelse holdt torsdag "et meget positivt møde"
Danmarks største bagerkæde, GuldBageren, er godt på vej til at redde livet efter den seneste tids økonomiske vanskeligheder. Det lader kædens talsmand, Michael Mikkelsen, forstå i en pressemeddelelse efter et afgørende bestyrelsesmøde torsdag.

På bestyrelsesmødet besluttede GuldBageren at fortsætte arbejdet med at fremtidssikre kæden, men det er endnu for tidligt at tale om decideret guldhumør, fremgår det:

- Det var et meget positivt møde, som giver grund til at tro, at der er en fremtid for GuldBageren, og vi bruger derfor endnu nogle dage på at sikre, at vi kommer helt i mål, konstaterer Michael Mikkelsen i meddelelsen.

GuldBagerens revisor er blevet anmodet om at udarbejde et nyt budget.

- Formålet er at få et realistisk grundlag for det fremtidige arbejde i GuldBageren. Vi ønsker ikke, at vi om et år skal stå i den samme situation, som den vi står i lige nu, påpeger talsmanden..

GuldBageren var tæt på konkurs i begyndelsen af oktober, da Danske Bank indsendte en begæring til Skifteretten, men dengang lykkedes det at ride stormen af. I denne uge blev de cirka 60 medlemmer så bedt om at give tilsagn om at bidrage med 20.000 kroner hver for at redde kæden.

Over 40 medlemmer vil indbetale pengene
Michael Mikkelsen ønsker ifølge Ekstra Bladet ikke at oplyse, hvor mange der har sagt ja til at betale pengene – kun, at det er flere end de 40, som var målet.

Det ligger under alle omstændigheder fast, at nogle af de nuværende GuldBagere har valgt at forlade kæden.

Eksempelvis Poul Nørgaard i Stoholm, som fra nytår går tilbage til sin forretnings gamle navn, Bager Nørgaard.

Til Skive Folkebad siger han, at han har valgt at melde sig ud, fordi han synes, at Guldbageren-kæden ikke har været særligt professionel de seneste tre-fire år.

Det gælder blandt andet indførelsen af et nyt og ”frustrerende” kassesystem, og Poul Nørgaard er heller ikke tilfreds med, hvad han på det seneste har fået ud af indkøbsaftaler og markedsføring.

GuldBagerens bestyrelse mødes igen 17. december for at vurdere oplægget fra revisoren og for at tage stilling til den videre drift af kæden.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078