Bloomingville-stiftere hædret for massiv vækst
Betina og Simon Stampe, stiftere af den hurtigtvoksende interiørvirksomhed Bloomingville, er kåret som Årets Ejerleder 2014 i Vestjylland.
Betina og Simon Stampe startede for 14 år siden ud i primitive omgivelser med blot to ansatte. I dag har Bloomingville 60 ansatte og er fortsat i rivende udvikling.
- Kort sagt har Betina og Simon Stampe formået at drive Bloomingville fra en virksomhed med domicil i garagen til lækre lokaler. De har bygget deres virksomhed op helt fra bunden, tror på deres koncept og er ikke bange for at investere i fremtidig vækst, fortæller partner Henning Jager Neldeberg fra PwC i Herning.
- Her er tale om en virksomhed med et imponerende fokus og en vækst fra to personer til 60 siden starten i 2000. Her tør man budgettere med vækst, og det sker i et stærkt samspil mellem kreativitet og struktur og rammer, tilføjer områdedirektør Hans Jørn Mikkelsen fra Nykredit.
Mod på international succes
Hos Dansk Erhverv peger man på, at vi i Danmark har et stort talent for design. Men at omsætte talentet til en international vækstsucces kræver ikke bare talent, men også mod.
- Ejerledere som Betina og Simon Stampe er afgørende for vækst og øget beskæftigelse i Danmarks stærke felt af ejerledede virksomheder, og det fortjener de at blive belønnet for, siger Sigurd Schou Madsen, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv.
Bloomingville vandt konkurrencen foran Martin Kjølhede og Heino Vigsø fra netIP A/S og Jørgen Søvndal Hansen fra Sicatech A/S. De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 19. november 2014 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.
Juryen består af repræsentanter for Ejerlederne, Nykredit, PwC samt sidste års vinder, Thomas Dinesen fra Dinesens Floors.