Jem & fix flytter i nye lokaler i Ribe
Lavpriskæden flytter i nye flotte lokaler på Moltkes Alle i Ribe, og det markeres med en åbningsfest tirsdag den 23. september kl. 8.00.
En spand træbeskyttelse til havehegnet, et alarmsystem til huset eller et parti hjertingsten til terrassen. Du kan få det hele, når jem & fix slår dørene op til et splinternyt byggemarked fyldt med lutter gode lavprisvarer til ægte først til mølle-priser tirsdag den 23. september på Moltkes Alle 12 i Ribe. Butikschef Jan Høj Hansen og hans team er klar til at holde et brag af en åbningsfest for alle lokale gør det selv-folk og andre, der gerne vil gøre en god handel.
- Vores nye butik på Moltkes Alle har et indendørsareal på 1.000 m² plus en udendørsgård på 700 m², og butikken er fyldt til randen med nye varer både inde og ude. På åbningsdagen den 23. september holder vi åbent fra kl. 8 - 20, og der er gratis kaffe og kage til de morgenfriske samt masser af prisbillige varer, fortæller butikschef Jan Høj Hansen.
Lave priser og høje vækstmål
jem & fix er kendt som byggemarkedet med de lave priser, og det er et butikskoncept, som danskerne i stor stil bakker op om. Hos jem & fix er man derfor heller ikke bange for at tale om vækst, og salgs- og indkøbsdirektør i jem & fix Claus Petersen udtaler:
- Efter 26 år i branchen står der stadig lave priser og fortsat vækst på programmet, og vi har en klar målsætning om at nå 125 butikker i Danmark inden udgangen af 2016.