23948sdkhjf

Ny optikerkæde vil udfordre markedet

En ny optikerkæde, som allerede har 145 selvstændige optikbutikker over hele landet, får nu fælles navnet OptikTeam. Den nye kæde vil udfordre de ensartede kæder.
Samarbejdet er en videreudvikling af optikernetværket ”Opto Gruppen”, som ikke tidligere har været profileret i offentligheden.

Netværket har i 35 år hjulpet de lokale butikker med fælles indkøbsaftaler, fælles koncepter mv. En ny, avanceret webportal viser kunderne sortimentet i den lokale butik, og hvor de kan få personlig vejledning.

15. september ser den ”nye” optikerkæde OptikTeam nemlig dagens lys, og den skaber en helt ny sammenhæng mellem internettet og den fysiske butik.

Kæden består af 145 selvstændige optikbutikker og adskiller sig fra de ensartede kæder, der ofte har internationale ejere og meget faste regler for butikkernes udseende og sortiment.

OptikTeam er en videreudvikling af det frie optikernetværk Opto Gruppen, som siden 1979 har givet lokale optikere fællesskabets fordele, uden at de skulle give køb på selvstændighedens styrke. Den enkelte butik har været i fokus, og derfor har navnet Opto Gruppen ikke været synligt i gade- eller mediebilledet.

- OptikTeam bygger på en ny strategi, hvor vi ikke bare indadtil er fælles, men også udadtil vil signalere, at de enkelte butikker er en del af et team. Mange butikker vil fremover have et OptikTeam-skilt på facaden, der vil fungere som både et signal om konkurrencedygtige priser og som vejviser for vores nye fælles webportal. Skiltet er dog kun et supplement til butikkens eget navn, fordi selvstændigheden bliver der ikke ændret ved. Vi tror på, at kunderne efterspørger individuelle løsninger og dermed butikker, der ikke bare er kloninger af dem i nabobyen, siger adm. direktør i OptikTeam Jeanet Lehmbeck.

De fleste søger online før de køber
Omdrejningspunktet bliver optikteam.dk – en avanceret, fælles webportal, som bygger bro direkte til de lokale butikker.

- Undersøgelser viser, at minimum 60 procent af alle køb – også dem i fysiske butikker – begynder med informationssøgning på nettet. Det vil vi gerne gøre nemt for vores kunder. Vores nye webportal kan ved søgninger på specifikke mærker eller services føre kunderne direkte til de butikker i nærområdet, der tilbyder de pågældende mærker eller services. Vi bygger bro mellem overblikket på nettet og servicen i den fysiske butik, og vi tror på, at det vil ændre opfattelsen af, hvad man kan som frivillig kæde med individuelle butikker, fortæller Jeanet Lehmbeck.

Fordobling i antallet af medlemmer
Antallet af optikbutikker tilknyttet Opto Gruppen er steget støt siden etableringen for 35 år siden, og inden for de sidste godt 10 år er medlemstallet fordoblet til de nuværende 145 medlemmer.

- Det viser, at det ikke er helt forkert at prioritere det individuelle og det nære over for kunderne. Mange af vores medlemmer har faktisk tidligere været en del af de større kæde-setups, men de har følt sig klemt af de mange store aktører bag fx internationale kapitalfonde. De skifter til os, fordi de vil have foden under eget bord samt tid og mulighed til at sætte kunden i centrum, påpeger Jeanet Lehmbeck.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11