Salling indstifter ny fødevarepris
Stormagasinet Salling indstifter ny fødevarepris, der skal fremme dansk fødevarekvalitet og få eksklusive, danske kvalitetsfødevarer frem i lyset og ud på hylderne.
Derfor indleder Salling nu jagten på årets bedste, danskproducerede fødevarer ved at udlodde en pris på 100.000 kr. og en plads på hylderne til vinderen.
Hyldest til dansk kvalitet
Med støtte fra Sallingfondene indstifter stormagasinet Salling sin egen fødevarepris, Sallings Fødevarepris, som uddeles i samarbejde med F. Salling A/S og Food Organisation of Denmark.
Store som små, danske fødevareproducenter kan indstille produkter i flere kategorier til prisen om det bedste, danske fødevareprodukt.
- I Danmark har vi en lang tradition for at producere unikke fødevarer, og der er i disse år heldigvis kommet øget fokus på den helt særlige kvalitet, danske producenter kan levere. Med Sallings Fødevarepris ønsker vi at skubbe endnu mere på denne udvikling og hylde de producenter, store som små, der tør udvikle ekstraordinære smagsoplevelser, siger Karin Salling, næstformand i Sallingfondene.
Kunderne kårer vinderen af "Publikumsprisen"
Foruden hovedprisen, som bliver honoreret med 100.000 kr., vil der som led i prisuddelingen blive udvalgt vindere inden for ”Bedste emballagedesign” og ”Mest innovative produkt”, mens kunderne står for udvælgelsen af vinderen til årets ”Publikumspris”.
Alle fødevareproducenter i Danmark har mulighed for at indstille et produkt i hver kategori. Kravet er blot, at produktet skal være produceret i Danmark af hovedsageligt danske råvarer.
- Vi håber, at rigtig mange dygtige producenter vil indsende deres bud på det ypperste inden for dansk fødevarefremstilling, som vil begejstre smagsløgene hos os, dommerne og ikke mindst publikum. Der er ingen tvivl om, at vi har mange ildsjæle, som brænder for deres madvarer. Og lad os endelig få dem frem i lyset og ud på hylderne, siger Karin Salling.
Prisuddelingen finder sted i Stormagasinet Salling i Aarhus den 23. oktober, og sidste frist for tilmelding af produkter er 6. oktober.