Ny direktør i Imerco - igen
Det er to en halv måned siden Imerco sidst skiftede direktør. Nu sker det igen.
Nu er han tilbage i stolen som administrerende direktør.
- Da Frederik Brønnum for kort tid siden forlod Imerco, blev det aftalt, at Ib Berntsen fra M. Goldschmidt Holding koncernen midlertidigt skulle varetage funktionen som administrerende direktør, indtil en ny blev fundet. At denne proces blev kortvarig er nok kommet bag på de fleste, men Frederik Brønnum har ønsket hurtigst muligt at vende tilbage til Imerco for at fortsætte den succesfulde udvikling af Danmarks største isenkramkæde, som han har stor ære af. Vi er derfor meget glade for at byde Frederik velkommen tilbage, udtaler hovedaktionær og formand for bestyrelsen i Imerco, Mikael Goldschmidt.
Samtidig styrkes Imerco’s ledelse ved udnævnelse af den nuværende næstformand i Imerco samt direktør for M. Goldschmidt Capital, Søren Bjørn Hansen, der tiltræder som viceadministrerende direktør i Imerco - og i denne forbindelse træder ud af bestyrelsen.
- Med et ledelsesteam bestående af administrerende direktør Frederik Brønnum, viceadministrerende direktør Søren Bjørn Hansen og økonomidirektør Thomas Colding-Jørgensen får Imerco en særdeles dynamisk direktion, som kan fastholde Imerco’s gode resultatudvikling og udvikle kæden yderligere, fastslår Mikael Goldschmidt.
Ib Berntsen returnerer i dag til sin oprindelige funktion i M. Goldschmidt Holding koncernen, og Imerco’s salgsdirektør Kim Hein fratræder.