23948sdkhjf

Efter fedtafgiften: Arla hæver priserne

Langt de fleste varer er blevet billigere efter fedtafgiften er fjernet, men både Kærgården og Lurpak er blevet dyrere, viser ny analyse.
Generelt har perioden med fedtafgift ikke ført til højere forbrugerpriser, efter afgiften blev fjernet. Det gælder dog ikke gruppen af smørbare produkter, som kun er udsat for svag konkurrence. Det fremgår af en ny analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

- Når en afgift som fedtafgiften fjernes efter en kort periode, så er det relevant at undersøge, om konkurrencen er så effektiv, at priserne falder igen. For langt de fleste af de produkter, vi har set på, har perioden med fedtafgiften ikke ført til højere priser, udtaler direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing i en pressemeddelelse.

- Priserne på de smørbare produkter som Kærgården og Lurpak smørbar er steget trods fald i smørpriserne på verdensmarkedet. En del af forklaringen kan være et lavt konkurrencepres, fordi der er tale om stærke varemærker, fortsætter hun.

Generelt har perioden med fedtafgiften ikke ført til højere forbrugerpriser på de produkter, der var belagt med fedtafgift. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i analysen ”Fedtafgiftens afskaffelse. Betydning for forbrugerpriserne?” sammenlignet prisudviklingen på 27 produkter, der tidligere var belagt med fedtafgift, med prisudviklingen på 55 produkter uden afgiften.

Undersøgelsen dækker perioden fra umiddelbart før fedtafgiftens indførelse til umiddelbart efter dens afskaffelse, det vil sige fra tredje kvartal 2011 til første kvartal 2013.

Smørprodukter dyrest
Af de 27 produkter er der dog seks produkter med større prisstigninger end det generelle fødevareprisindeks. De seks produkter er: Lurpak smørbar, Kærgården original, Kærgården økologisk, Økologisk piskefløde, Stryhns Fransk postej 200g og Private label bacon i tern.

De tre smørprodukters priser er primært hævet af leverandøren, som er Arla Foods. Det er sket i en periode, hvor priserne på økologisk smør og private label smør i høj grad har fulgt verdensmarkedets prisfald. En del af forklaringen kan være, at der er et større konkurrencepres på økologisk smør og private label smør, hvor der er flere leverandører på markedet.

Prisstigningen på produkterne Økologisk piskefløde, Stryhns Fransk postej 200g og Private label bacon i tern er primært sket i detailhandlen.

Fedtafgiften blev indført per 1. oktober 2011, men afskaffet igen per 1. januar 2013 som en del af regeringens afgifts- og konkurrencepakke.

Læs hele analysen ”Fedtafgiftens afskaffelse. Betydning for forbrugerpriserne?” (åbner i pdf)
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126