23948sdkhjf

Købmænd: Kontantløse butikker vil føre til færre butiksrøverier

Tre ud af fire købmænd mener, at butikker uden kontanter vil medføre et fald i antallet af røverier mod dagligvarebutikker. Det oplyser DSK.
Et værn mod butiksrøverier kan være butikker uden kontanter. Det mener købmændene i hvert fald. I en rundspørge blandt De Samvirkende Købmænds medlemmer, svarer 76 % af købmændene, at kontantløse butikker vil resultere i et fald i antallet af røverier i dagligvarehandelen. Rundspørgen kommer i kølvandet på vækstpakken, som indeholder en 3-årig forsøgsordning med kontantløse butikker.

- Dele af detailhandelen har været udsat for flere røverier i 2013 end tidligere, og detailhandelen som helhed bruger rigtig mange ressourcer på at undgå røverier. De lukkede kontanthåndteringssystemer, hvor personalet ikke har adgang til hverken sedler eller mønter, koster i titusindvis af kroner per kasse. Derfor vil muligheden for butikker uden kontanter være attraktiv for mange, siger vicedirektør i De Samvirkende Købmænd, Claus Bøgelund Nielsen.

- Det kan spare butikkerne for mange omkostninger, hvis de må sige nej til kontanter på udvalgte tidspunkter. Men vigtigst af alt: butikker uden kontanter vil forsvare medarbejderne mod flere røverier, tilføjer han.

Han understreger, at beslutningen om en kontantløs løsning skal tages i hver enkelt butik og være frivillig.

Selvom de fleste købmænd kan se fordele ved en kontantløs butik, er det dog langtfra dem alle, der ønsker en kontantløs ordning. Det gør kun 29 % af de adspurgte.

- Det er der en helt naturlig forklaring på. Ingen købmand vil sige nej til kontanter, hvis det samtidig betyder færre kunder og mindre omsætning. Butikkerne kan derfor være tilbageholdne med at sige nej til kontanter, siger Claus Bøgelund Nielsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079