23948sdkhjf

Dansk Retursystem oplever stigende returmængder

Dansk Retursystem A/S har fremlagt deres årsrapport og årsregnskab for 2013, der blandt andet afslører en stigning i indsamlingsmængden på næsten 12 procent i forhold til 2012.
For hver 10 drikkeemballager, der sendes på markedet i Danmark, kommer de ni tilbage i pant- og retursystemet. Den danske returprocent er på 89 %, hvilket er meget tilfredsstillende - både set med danske og internationale øjne.

Returprocenten er dog blot et af de mange tal, interesserede kan blive klogere på ved at læse Årsrapporten for 2013 fra Dansk Retursystem A/S.

Stigende returmængder
Dansk Retursystem A/S har i 2013 indsamlet flere end 950 millioner tomme emballager – det er en markant stigning i forhold til 2012, hvor der blev indsamlet 850 millioner emballager.

- Årsagerne kan dels skyldes, at der i forlængelse af afgiftsnedsættelsen på øl og sodavand i sommeren 2013 kom en stigning i mængden af rapporterede salgsmængder fra udbyderne, dels at en række af de gamle genpåfyldelige standardflasker nu er konverteret til engangsemballager, fortæller administrerende direktør i Dansk Retursystem A/S, Lars Krejberg Petersen.

Dansk Retursystem A/S er gennem lovgivningen forpligtet til gratis at indsamle tomme pantede engangsemballager i hele Danmark. Det betyder, at indsamlings- og optællingsfaciliteter til enhver tid skal kunne håndtere den mængde engangsemballager, forbrugerne afleverer.

- På grund af stigningen i mængden af indsamlede emballager og af hensyn til vores opdrag har Dansk Retursystem i 2013 indført en ny indsamlingsstruktur, så indsamlingen bliver både billigere og mere effektiv. I dag har vi tre adresser i Danmark: Vores to fabrikker i henholdsvis Hedehusene og Løsning samt et omlæsningscenter i Svenstrup ved Aalborg.
Udover effektiviseringen af selve indsamlingsstrukturen har Dansk Retursystem A/S også i 2013 valgt at tage transportområdet ind, så selskabet selv varetager denne opgave.

Non-profit
Dansk Retursystem A/S er en privatejet, non-profit virksomhed, der har eneretten til at drive det danske pant- og retursystem. Selskabet er sat i verden for at indsamle tomme engangsflasker og dåser og sørge for, at emballagerne bliver sendt videre til genanvendelse, så de brugte emballager kan blive smeltet om og eksempelvis blive til nye emballager.
Det sker i tæt samarbejde med producenter og importører af pantbelagte drikkevarer, butikker, kontorer, restauranter, foreninger med mere, som sælger eller overdrager pantbelagte drikkevarer til forbrugeren, og borgerne, som afleverer de tomme dåser og flasker igen.

Nettoomsætningen i 2013 var på 1.561 millioner kroner.

- Resultatet er tilfredsstillende, og det betyder blandt andet, at vi har været i stand til at holde gebyrerne på et uændret niveau i forhold til både 2010, 2011 og 2012. siger Lars Krejberg Petersen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063