23948sdkhjf

Analyse af detailhandlen hviler på skrøbeligt grundlag

Produktivitetskommissionens analyse af detailhandlen hviler på skrøbeligt grundlag. Sådan lyder det fra Dansk Erhverv.
Tidligere overvismand Christen Sørensen har i dagens kronik i Politiken (18/4) kritiseret Produktivitetskommissionens arbejde. En konklusion som Dansk Erhverv et stykke hen af vejen deler.

Tidligere overvismand Christen Sørensen rejser en række specifikke kritikpunkter af Produktivitetskommissionens konklusioner vedr. produktivitetsudviklingen i detailhandlen.

Kort skitseret kritiserer Christen Sørensen kommissionen for at have draget for vidtgående konklusioner på et for simpelt og forkert grundlag. En konklusion som Dansk Erhverv et stykke hen af vejen deler.

Konkret kritiserer Christen Sørensen for det første, at kommissionen ikke tager højde for, at lukkeloven er blevet ændret. For det andet kritiseres det, at der ikke tages højde for, at sammensætningen af medarbejderstaben har ændret sig i retning af lavere uddannelsesniveau, og for det tredje kritiseres det, at man ikke har taget højde for, at øget konkurrencepres har ført til lavere priser og dermed lavere bruttoavancer.

For bastante konklusioner
Det er Dansk Erhvervs opfattelse, at kritikken er korrekt så langt, at kommissionen har konkluderet for bastant på de resultater, som man er kommet frem til vedrørende produktivitetsudviklingen i detailhandlen.

- Det er voldsomt komplekst at udregne produktiviteten i en branche, og der er flere grund til at forvente, at resultatet, som man kommer frem til, er behæftet med stor usikkerhed. Eksempelvis vil et øget konkurrencepres føre til lavere priser, og lavere priser vil alt andet lige føre til lavere værditilvækst og dermed lavere produktivitet, siger analysechef i Dansk Erhverv Geert Laier Christensen.

Misvisende tal fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Han kritiserer også, at produktivitetskommissionen har baseret sine beregninger på baggrund af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens analyse af prisniveauet i dansk detailhandel. Styrelsen konkluderer i sine analyser, som produktivitetskommissionen med få forbehold gengiver, at priserne er for høje i Danmark på baggrund af for lidt konkurrence.

- Prisanalysen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er i sig selv misvisende, fordi der ikke korrigeres fuldt ud for lønniveauet i Danmark, og fordi serviceaspekterne som vareudvalg, åbningstider, betjening i butikkerne overhovedet ikke er medtaget i analysen. Priser påvirkes af meget andet end konkurrence, siger Geert Laier Christensen.

Hård konkurrence i detailhandlen
Han er også kritisk over for, at Produktivitetskommissionen fokuserer sin forklaring på den angivelige langsommere udvikling i produktivitet på manglende konkurrence.

- Der er mange tegn på, at detailhandlen faktisk er karakteriseret ved meget hård konkurrence, herunder bl.a. relativt lavere overskudsgrader i forhold til andre erhverv, også i forhold til detailhandlen i andre lande. Kommissionen ser bort fra dette, og man søger ikke andre forklaringer på udviklingen i produktiviteten, siger Geert Laier Christensen.

Nye tal viser mere positiv produktivitetsudvikling
Kompleksiteten i at udregne produktivitetsudviklingen understreges af de mange tal, der bringes i spil for udviklingen i detailhandlens produktivitet. I kommissionens rapport angives en udvikling på ca. 0,4 pct. for produktivitetsvæksten fra 1995 – 2010. På næste side angives væksten til ca. 1,3 pct. for perioden fra 1995 – 2007. Trækker man i dag fra Danmarks Statistik, viser de en vækst på 1,7 procent om året fra 1995-2007, så produktivitetsudviklingen ser mere positiv ud, end det var tilfældet, da kommissionen udgav sin rapport.

Stor talforvirring
- Talforvirringen er stor, og det er derfor ekstra nødvendigt at være forsigtig i konklusionerne om udviklingen i branchen, og hvad der har forårsaget denne udvikling, siger Geert Laier Christensen.

Dansk Erhvervs kritik af produktivitetskommissionens rapport får dog ikke organisationen til at afvise, at der ikke er grund til at se på tiltag, som kan forbedre produktiviteten i detailhandlen.

Regulering af detailhandlen
- Det er helt sikkert muligt at øge produktiviteten i detailhandlen. Ikke mindst den betydelige regulering detailhandlen er underlagt i bl.a. forbrugerlovgivningen, arbejdsmiljølovgivningen mv. kunne trænge til et gennemsyn og revidering, siger Geert Laier Christensen.

Han understreger også, at det er et meget vigtigt arbejde, som kommissionen har udført, og det er derfor ekstra ærgerligt, at man på dette område ikke har været i stand til at ramme midten af skiven.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.131