23948sdkhjf

Modedronning sagsøgt

Benedikte Utzon er blevet sagsøgt for at misbruge varemærket "Benedikte Utzon". Varemærket blev opkøbt af Topbrands efter hendes konkurs i 2012.
Benedikte Utzon er blevet slæbt i retten af Topbrands. Topbrands mener, at hun har overtrådt varemærkerettighederne, ved at bruge sit eget navn til sit tøj. Det skriver Børsen.

Tilbage i 2012 købte Topbrands varemærket "Benedikte Utzon". De købte varemærket efter at Benedikte Utzon var gået konkurs med firmaerne Future by Benedikte Utzon A/S og Benedikte Utzon Holding ApS.

Topbrands har siden 2012 solgt tøj på Benedikteutzon.dk og i en butik i indre København.

Benedikte Utzon designer nu atter tøj gennem selskabet Est. 1995 ApS. Hendes navn fremgår tydeligt på forsiden af selskabets hjemmeside. Dette er Topbrands ejer, Lasse Skaarup, ikke tilfreds med og kræver det fjernet.

- Stik mod alle regler og rettigheder, er hun begyndt at bruge sit eget navn igen. Men hun ved jo godt, det er solgt, siger Lasse Skaarup til Børsen.

Benedikte Utzon mener dog ikke, at hun har gjort noget forkert.

- Jeg kan jo ikke gøre for, at jeg hedder Benedikte Utzon. Man kan jo ikke sige til et menneske, at hun ikke må hedde det, hun er døbt, oplyser Benedikte Utzon i en mail til Børsen. Hun slår desuden fast, at hendes firma hedder Est. 1995.

Lasse Skaarup køber ikke den forklaring.

- Der bliver brugt "Benedikte Utzon" med store fede bogstaver på deres hjemmeside. Havde hun bare kaldt det Est. 1995, så havde der ingen problemer været, siger Lasse Skaarup.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127