Aarhus sender 10 busser til DM i Skills
En bred kreds af bidragsydere står bag turen, som skal vise de aarhusianske unge og deres forældre, at erhvervsuddannelserne er mangeartede og giver spændende karrieremuligheder.
Borgmester Jacob Bundsgaard er glad for, at en bred kreds af bidragsydere har gjort det muligt at tilbyde de århusianske unge en gratis tur til Skills:
- Det er fantastisk, at vi i fællesskab kan sende de unge afsted, så de kan få et unikt indblik i erhvervsuddannelserne. For vi har brug for, at mange flere unge får interesse for en faglært karriere, siger han i en pressemeddelelse.
Uddannelsesvejledning i verdensklasse
Rådmand Thomas Medom, Sociale Forhold og Beskæftigelse, vil torsdag den 23. januar klokken 08:30 sende nogle af busserne af sted fra Center 10 i Aarhus V. Ombord i busserne er der uddannelsesvejledere fra Jobcenter Aarhus, så de unge er godt klædt på, når de ankommer til Skills.
- For mange unge er det svært at orientere sig i den store mængde af uddannelsestilbud der er efter folkeskolen. Det betyder, at for mange ikke kommer i gang eller automatisk vælger gymnasiet. Skills er uddannelsesvejledning i verdensklasse, hvor de unge ved selvsyn kan se hvor dygtig man kan blive på en erhvervsuddannelse. Og de får selv mulighed for at prøve en masse forskellige fag, siger rådmand Thomas Medom.
Rådmand Bünyamin Simsek, Børn og Unge, ønsker de mange unge århusianere en god tur til Aalborg:
- Det giver god mening at se de faglige uddannelser og dygtige talenter an. Det er langt fra alle nutidens unge, der har et klart billede af eksempelvis elektriker- eller multimedieuddannelserne, påpeger han.
Et godt udstillingsvindue
Både arbejdsgiverorganisationer og en række faglige organisationer har støttet turen. De lægger ikke skjul på, hvorfor de støtter initiativet:
- Skills er et godt udstillingsvindue, hvor de unge kan lære af andre unge. Det er altid meget inspirerende at se andre, som er dygtige til deres fag, siger Formand Anders Munk, LO.
- Vi vil gerne være med til at gøre de unge interesserede i erhvervsuddannelsernes mange muligheder, så vi også i fremtiden uddanner mange dygtige faglærte, siger Formand Michael Ancher, Dansk Byggeri.
Også hos Aarhus Tech glæder man sig over initiativet:
- Vi ser hver dag dygtige unge udfolde sig på erhvervsskolerne. Unge, der overvejer en erhvervsuddannelse, kan se de talenter i aktion på Skills. Vi håber, at det bidrager til at flere får øjnene op for mulighederne på erhvervsuddannelserne, siger direktør Anette Lauridsen.
De omkring 400 unge fra Aarhus får mulighed for at besøge Skills via dette initiativ. De kommer fra 9., 10. klasse og en række forberedende uddannelsestilbud. Herudover er en bus reserveret forældre til unge, som står overfor at skulle træffe et uddannelsesvalg.
Følgende har støttet arrangementet:
HK Østjylland, LO Århus, Dansk EL Forbund, Metal Ungdom Aarhus, 3F Rymarken, 3F Transport, Logistik og Byg, FTF Region Midtjylland, Dansk Byggeri, Aarhus Tech, Jordbrugets UddannelsesCenter og Aarhus Kommune.