Flot stigning i detailhandlens omsætning i november
Detailhandlens omsætning steg 1,0 procent i november i forhold til oktober. Det er den største stigning i en enkelt måned siden juni 2007.
Detailomsætningen fra Danmarks Statistik viser for første gang i fire måneder en stigning i november med 1,0 procent i forhold til måneden før. Stigningen er bredt funderet, idet der var stigning i alle de tre underliggende varekategorier. På trods af dagens meget positive tal er det for tidligt at lade champagnepropperne springe:
- Med novembers stigning tager vi et stort skridt frem, men det er efter fire skridt baglæns for detailhandlen. Det er de første positive nyheder siden den lille fremgang i maj og juni, der også plantede en smule optimisme dengang. Men efter fem års faldende omsætning skal der flere måneder med positiv vækst til, før man igen kan være rigtig optimistisk på detailhandlens vegne, siger Michael H.J. Stæhr, cheføkonom i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
Det naturlige niveau for detailhandlen kendes ikke
Ifølge Michael H.J. Stæhr er detailhandlens naturlige niveau uklart. Det gør det vanskelligt at spå om, hvornår det er tid til en stabilisering efter foreløbig fem års nedadgående tendens.
- Detailomsætningsniveauet har med stor sikkerhed været unaturligt højt i de glade dage op til finanskrisen, hvor danskerne levede godt i deres friværdiparadis. Der har derfor været en helt naturlig nedadgående tilpasning i detailhandlen de seneste år. Spørgsmålet er blot, hvor længe denne tilpasning skal vare ved, og hvornår detailhandlen indfinder sig på sit naturlige niveau – og ikke mindst i hvilket leje, det naturlige niveau befinder sig.
Om 2013 siger Michael H.J. Stæhr:
- Med tallene for december som de eneste udestående, må vi konstatere, at der stadig skal en ekstraordinær god julehandel til, for at undgå at 2013 bliver femte år i træk med en faldende omsætning i detailhandlen. I stedet må vi kigge fremad og håbe på, at detailhandlen kan koble sig på den spæde økonomiske fremgang, som ventes i 2014.