23948sdkhjf

På job i Netto – på fire hjul

Selvom man sidder i kørestol, kan man godt arbejde i Netto. Det er 41-årige Flemming Johnsen bevis på.
- Man kan det, man vil, siger Flemming Johnsen, der har været ansat i Netto i Ry i knap tre år. Siden en motorcykelulykke i 1991 har han siddet i kørestol, men det har ikke forhindret ham i at få sit ønskejob i den lokale Netto.

Sammen med tre andre medarbejdere står han for afdelingen med spotvarer i butikken. Han kan ikke nå de øverste hylder, men ellers arbejder han på lige fod med de andre ansatte, når der skal ryddes op og fyldes varer på hylderne.

Flemming arbejder ifølge sin ansættelseskontrakt 15 timer om ugen. I virkeligheden bliver timetallet dog af og til lidt højere.

- Det betyder ikke så meget for mig, om jeg er her 15 eller 25 timer. For jeg elsker mit job, og tingene skal laves færdig, før jeg går hjem, siger Flemming.

Flemming fik jobbet i Netto på eget initiativ. Som kørestolsbruger er Netto måske ikke det mest oplagte sted at søge job, men det forhindrede ikke Flemming i at tilbyde sin arbejdskraft til butikschefen Ivan Sørensen.

- Ivan og jeg var naboer før i tiden, så jeg vidste godt, hvem han var. Og så en dag spurgte jeg ham, om han ikke manglede en mand til butikken, siger Flemming.

I stedet for at fokusere på de forhindringer, som en ansættelse af Flemming kunne have, takkede Ivan ja til tilbuddet.

- Alle skal have en chance. Det er det, jeg arbejder ud fra, siger Ivan med vestjysk dialekt, mens han fylder æggebakker i køleren.

Netto i Ry vandt for nylig Salling Fondens Mangfoldighedspris 2013, netop fordi Ivan har gjort butikken til en rummelig arbejdsplads med overskud til forskellighed.

- Vi andre har det med at se begrænsninger, men Flemming er lige modsat: Han ser mulighederne i stedet for, og det er virkelig livsbekræftende for os alle sammen, siger Ivan.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188