23948sdkhjf

Davidsen vil skærpe konkurrencen på Sjælland

Den jyskejede Davidsens Tømmerhandel tager et stort skridt i ambitionen om at blive landsdækkende. Det sker lørdag, når en ny afdeling med byggemarked og trælast åbner i Nordsjælland.
Davidsens Tømmerhandel har ikke på noget tidspunkt ligget underdrejet på grund af krisen. Tværtimod er omsætningen steget år for år siden 2009, og lørdag den 30. november slår den sønderjyske byggemarkedskoncern dørene op for et 10.000 kvadratmeter stort byggemarked med trælast i Venslev ved Skibby.

- Med åbningen tager vi endnu et skridt mod vores mål om at dække hele Danmark. Venslev bliver den 10. afdeling af Davidsens Tømmerhandel, siger Tonny Jørgensen, som er chef for afdelingen i Venslev.

Han glæder sig over, at Davidsens Tømmerhandel nu kommer tættere på et i forvejen stort antal kunder på Sjælland. Virksomheden har hidtil dagligt sendt to lastvognstog med byggematerialer fra Jylland til Sjælland – i alt 400 tons om måneden. Endvidere køber et betydeligt antal sjællandske kunder byggemarkedsvarer via Davidsens webshop.

Skaber nye arbejdspladser
Med placeringen i Venslev vil Davidsens Tømmerhandel markedsføre sig aggressivt i hele det område, der udgøres af trekanten mellem Holbæk, Hillerød og Roskilde. Ifølge Tonny Jørgensen har undersøgelser vist, at kunder i dag gerne kører op til godt 40 km for at benytte sig af et tilbud, som de finder attraktivt. Det vil Davidsens Tømmerhandel forsøge at udnytte, blandt andet med ugentlige tilbudsaviser.

Det nye byggemarked får fra starten 40 ansatte, men allerede nu søges nye medarbejdere gennem annoncering i de lokale aviser. Det forventes, at medarbejderskaren inden for et års tid vil overstige 50.

- Vi lægger stor vægt på rådgivning og faglige betjening. Derfor beskæftiger vi kun medarbejdere, som er uddannet inden for byggemarked og trælast, og alle medarbejdere sendes løbende på efteruddannelse for at lære om nye produkter og teknikker, siger afdelingschefen.

Davidsens Tømmerhandel realiserede i 2012 et resultat på 10,8 mio. kr. efter skat ud af en omsætning på 1.018 mio. kr.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.151