23948sdkhjf

Prisfald på 1800 varer i Dagli´Brugsen

For anden gang i år gennemfører de 300 butikker i Dagli´Brugsen omfattende sænkninger af priserne.
I januar satte kæden priserne ned på 230 varer i serien X-tra, så de matchede discountbutikkerne. Det medførte en vækst i salget af disse varer på 20 procent.

Nu sættes priserne ned på yderligere 1800 varer. Det sker dels ved at indføre mængderabatter på en række af de mest almindelige dagligvarer, dels ved at sænke basispriserne på bleer, babymad og på øl og vand.

- Det er ingen hemmelighed, at fjernelsen af lukkeloven 1. oktober har været dyr for vores butikker, fordi kunderne i højere grad er begyndt at køre til de større butikker om søndagene, siger kædedirektør Jesper K. Andersen, Dagli´Brugsen.

- Vi ved, at vores kunder værdsætter den personlige service og vores vareudbud, men mange synes, at vi har været for dyre. Det gør vi nu op med, fortsætter han.

- I januar investerede vi et tocifret millionbeløb i prisnedsættelser. Nu investerer vi et tilsvarende beløb. Målet er at ændre vores prisimage, så flere forbrugere lægger mere handel i deres nærområde, siger Jesper K. Andersen.

Dagli´Brugsen er i mange byer over hele landet den sidste dagligvarebutik, og selv om kæden de seneste 20 år har klaret sig bedre end forventet, så vil en faldende omsætning kunne koste flere af butikkerne livet.

I forvejen har kæden over det seneste år arbejdet med sin såkaldte ”borgmesterstrategi”, der handler om at udvide antallet af aktiviteter og funktioner i butikkerne for at fastholde kunderne i lokalområdet.

De nye lavere priser træder i kraft mandag den 4. november.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078