Adidas øger indtjening efter afbrudt samarbejde med Kanye West
Den tyske sportsbrand Adidas har igen fået fremgang i indtjeningen, efter at selskabet i 2022 afbrød sit samarbejde med rapperen Ye, som også er kendt under navnet Kanye West.
I 2024 har Adidas således femdoblet sit driftsoverskud sammenlignet med året før.
Det fremgår af Adidas' foreløbige regnskabstal for 2024, som er blevet offentliggjort tirsdag.
Ifølge tallene har Adidas tjent lidt over 1,3 milliarder euro, svarende til næsten 10 milliarder kroner, på driften i 2024.
I 2023 lød driftsresultatet på 268 millioner euro, svarende til omkring 2 milliarder kroner.
Adidas samarbejdede med Kanye West indtil oktober 2022. Selskabet droppede samarbejdet, efter at Kanye West var kommet med en række kontroversielle udtalelser om blandt andet jøder.
I mange år var Kanye West under sportsgiganten Nikes vinger, men de brød i 2013. Efterfølgende gik han sammen med Adidas, som lancerede hans første Yeezy-sko i 2015.
I oktober 2022 meddelte Adidas, at produktionen af alle Yeezy-produkter blev stoppet med øjeblikkelig virkning.
Det stoppede selskabets vækst og betød, at omsætningen i 2023 endte på niveau med 2022, når man korrigerede for valutaudsving.
I 2024 er der dog igen kommet gang i salgsvæksten.
Når man korrigerer for valutaudsving, er Adidas' omsætning vokset med 12 procent og ender på 23,7 milliarder euro i 2024. Det svarer til cirka 177 milliarder kroner.
- Så selv om vi ikke helt er, der hvor vi gerne vil være på lang sigt, er jeg meget glad for denne udvikling, som var meget bedre, end vi havde forventet, siger Bjørn Gulden, som er topchef i Adidas, i en pressemeddelelse.
- Vi ser også positivt på fremtiden, og vi ser potentiale til at øge vores markedsandele på alle markeder, lyder det videre.
Topchefen understreger dog, at der er en del makroøkonomisk usikkerhed i øjeblikket. Alligevel er hans klare målsætning at fastholde den tocifrede vækst, lyder det.
Bjørn Gulden overtog posten som topchef i Adidas fra danske Kasper Rørsted i november 2022. Kasper Rørsted havde været topchef siden 2016.
Adidas offentliggør det endelige regnskab for 2024 den 5. marts.
/ritzau/