23948sdkhjf

Kædedirektør: 11 tidligere Irma-butikker klarer sig bedre i nyt koncept

Mange Irma-fans var rasende eller fortvivlede, da Coop Danmark for to år siden holdt fast i at droppe nedlukningen af den ikoniske kæde som et led i en stor spareplan.

Og skepsisen var stor i forhold til, hvordan Irma-butikkerne ville klare sig, når de skiftede til nogle af de mindre profilerede kædekoncepter som discountkæden 365 og Dagli'Brugsens afløser, Brugsen.

Langt de fleste Brugsen-butikker ligger i mindre samfund i det, som tidligere blev kaldt for Udkantsdanmark - meget langt fra storbyen København. 

Men for de 11 forhenværende Irma-butikker, der nu indgår i Coops nærbutikskæde, melder en stolt kædedirektør Torben B. Andersen, at det går temmelig godt - over forventning.

- Jeg var spændt på, om vi ramte noget, der fungerede, og hvordan de klarede sig. Det er jo bybutikker i København, og det er ingen hemmelighed, at vi har lukket en del butikker det seneste år i de større byer i Danmark som Aarhus og København. Men de 11 butikker laver faktisk bedre resultater i Brugsen, end de gjorde som Irma-butikker. Så det er jeg super stolt af, siger Torben B. Andersen.

2024 blev det første hele regnskabsår for de 11 butikker i deres nye kæde. Uden at gå i detaljer betegner Brugsens kædedirektør det som "markant bedre resultater".

Beholder Irmas butikschefer 

- En del af baggrunden for succesen bag er, at vi har beholdt Irmas butikchefer, som nu er uddelere hos os i de konverterede butikker, og langt det meste af personalet, siger Torben B. Andersen.

Salget af Irma-varer ligger helt naturligt i den absolut høje ende i Københavner-butikkerne, når man sammenligner med det øvrige land. Og butikkernes totale omsætning har heller ikke tabt på kædeskiftet.

- Vi har faktisk bedre omsætning i langt de fleste af butikkerne. Vi sælger stadig en masse Irma-varer, og vores sortiment passer faktisk også rigtig fint. Så Irma-kulturen kontra brugsen-kulturen gik faktisk rigtig fint hånd i hånd, siger han.

Tilgangen fra Irma medvirker til at løfte Brugsens markedsandel på landsplan. Coop oplyser den ikke selv, men ifølge Retail Institutes få måneder gamle prognose, Kampen om Kurven i Dagligvarehandlen, lå den i 2024 på 3,7 procent.

Blandt de 11 meget forskellige "nye" Brugser i Københavns-området er kædens absolut mindste på 100 kvm på Brobergsgade på Christianshavn. 

Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.048