23948sdkhjf

Priskrigen før jul sætter tydelige spor i nye inflationstal

Julen er som bekendt en tid, som er fyldt med traditioner.

En af dem er usædvanligt skarpe tilbud i mange dagligvarekæder på varer som smør, fløde, flæskestege, og hvad der ellers hører julen til.

I sidste måned udkæmpede især discountgiganterne Netto og Rema 1000 et voldsomt tilbuds-slag om kundernes gunst op mod jul med nærmest absurd lave priser - og den priskrig har igen sat sig spor i de officielle inflationstal for december fra Danmarks Statistik, som blev offentliggjort 10. januar.

Totalt set faldt fødevarepriserne fra et rekordhøjt niveau i november til december sidste år med 2,0 procent.

Det er imidlertid ikke nok til at imponere Louise Aggerstrøm Hansen, som er chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank.

I en kommentar til de nye inflationstal, skriver hun  blandt andet, at fødevarepriserne ikke faldt så meget i pris i december 2024 som samme måned året før. 

- Generelt er fødevareprisinflationen tiltagende herhjemme, og fra december 23 til december nu her er priserne steget 4,7 procent på fødevarer. Eksempelvis falder smørpriserne altid op til jul, men hvor de i 2023 faldt 28 procent fra november til december, faldt de kun knap 19 procent den netop overståede jul, lyder det fra Louise Aggerstrøm Hansen.

Claus Nykjær, head of insights hos Tjek, som herhjemme står bag tilbudsavis-portalen eTilbudsavis, peger imidlertid på, at de vilde juletilbud startede tidligere i 2024, end det før er set.

For smørrets vedkommende begyndte prisfaldet da også i november sidste år, hvor det dykkede fra et rekordniveau i oktober. Samlet set faldt smørprisen fra oktober til december 2024 med 28 procent. 

Men faldet var alligevel endnu kraftigere i 2023, hvor det blev til et samlet fald på 34 procent over de samme måneder. 

Tilbage i 2022 blev smørret tværtimod dyrere fra oktober til november.

Hos Salling Group mener pressechef Jacob Krogsgaard Nielsen ikke, at Netto og de øvrige Salling Group-kæder lagde mindre tryk på jule-priserne, end de gjorde i 2023.

- Jeg tror, det handler om øjnene, der ser. Prioriteterne bliver lagt forskelligt fra år til år, og vi synes ikke, at vi skuffede sammenlignet med sidste års juletilbud, siger han.

Rivalen Rema 1000 ønsker ikke at svare på RetailNews' spørgsmål om blandt andet jule-tilbuddenes skarphed, men henviser til brancheorganisationen Dansk Erhverv. 

Jule-priskrig eller ej, så var det store flertal af fødevarerne blevet dyrere i december 2024 end 12 måneder tidligere. Det gælder også smørret, som hører til de produkter, der er steget mest med godt 16 procent.

DR Nyheder har lavet en liste over de største stigninger i året, hvor fødevarer fylder godt.  Chokoladen topper med 22 procent.

- Generelt er mejeriprodukter med til at trække fødevareinflationen op, og det samme gælder kaffepriser og chokolade, der fortsat ser betydelige stigninger på verdensmarked, kommenterer Louise Aggerstrøm Hansen fra Danske Bank.

Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047