"Italiensk" købmand banker konkurrenterne
SuperBrugsen i Løkken blev nummer to, og butikker i kæder som Meny, Løvbjerg, Rema 1000 og Bilka var også med i opløbet.
Men titlen som Årets Supermarked gik for andet år i træk til den københavnske specialist, Supermarco, da Min By Media, der dækker en række af landets største byer, uddelte priser her først i december.
Det er købmand Jens Henriksen og hans kone Mette Andreasen, der har stået i spidsen for butikken med byens største sortiment af italienske fødevarer i Københavns Sydhavns-kvarter siden 2018.
- Vi er utroligt glade og stolte over at have vundet prisen igen i år. Vi har jo været oppe imod et hårdt felt af supermarkeder, der gør det fantastisk. Jeg vil takke vores personale, som yder en stor indsats hver dag, og så vil jeg også takke vores kunder. Det er dem, der gør hele forskellen - uden dem, var vi her jo ikke, siger Jens Henriksen i en pressemeddelelse fra købmandsfonden KFI, som står bag finansieringen af butikken.
Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.