23948sdkhjf

Julegaverne ændrer kurs: Sådan shopper danskerne i år

PriceRunner har haft flere millioner besøgende den seneste måned, og tjenesten oplever en ændring i danskernes julegaveindkøb 

Juleaften nærmer sig, og der bliver købt gaver i stor stil i disse uger.

Den store julehandel mærkes bl.a. hos Pricerunner, som sammenligner priser på varer, og fordi danskerne fortsat handler i stor stil over nettet, er der også nogle tydelig trends, der viser sig.

Danskernes juleshopping starter primært omkring Black Friday, og ugen op til. Især i år er det tydeligt, at danskerne har brugt den store tilbudsdag til at shoppe julegaver. Det fortæller Brian Kjer Sommer, forbrugeranalytiker i PriceRunner Danmark, til RetailNews.

- Det har faktisk været mere julefokuseret i år end sidste år. Mange er ude efter tilbud, siger han.

Han kan se i statistikkerne, at tech-indkøbene er gået lidt tilbage, mens salget af sko, bøger, tøj, parfumer og prepper-varer er gået frem.

Nødvendige varer hitter

- Forbrugsmønsteret er ændret lidt. Der er ikke rigtigt kommet nogen store nyheder inden for tech, og den kategori er faldet sidste år. Der er derimod en tendens til, at vi kigger mere på nødvendighedsvarer, siger han.

Brian Kjer Sommer peger altså på, at danskerne i højere grad shopper dyrere varer med længere levetid, som man har brug for hele året rundt, såsom sko, og at der er et øget fokus på anerkendte mærker, hvor forbrugerne ved, at der er høj sikkerhed og kvalitet. 

- De tal, jeg trak lige op til Black Friday, peger på en tendens til, at danskerne køber dyrere varer end sidste år. F.eks. var mange interesseret i kaffemaskiner, som havde en højere gennemsnitspris. Der er kommet et fokus på produkternes levetid og en tryghed i mærkevarer. Det presser selvfølgelig også gennemsnitsprisen op, siger han og fortsætter:

- Der er derfor et øget fokus i at købe ting, som man rent faktisk har brug for, fremfor at købe den sidste nye teknologi. F.eks. TV er der ikke rigtig en ændring i forhold til sidste år, og spilkonsoller er også gået ned. Og under Black Friday blev der også købt flere prepper-varer. Der blev købt flere af det i forhold til sidste år. Så jeg tror, at der er en stemning blandt forbrugerne i, at det, vi køber, skal virkelig have et formål, før vi investerer i det. Så det virker som om, at vi flytter fokus på det mest nødvendige, siger han.

PriceRunner har over de seneste tre-fire uger haft over 2 millioner besøgende på pricerunner.dk, og tjenesten kan kun se danskernes shoppingvaner på internettet, og derfor er den fysiske handel ikke en del af statistikkerne.

De 5 mest populære varer på PriceRunne i december 2024

  1. Sko
  2. Parfumer
  3. Legetøj
  4. Mobiltelefoner
  5. Tøj

Kilde: Brian Kjer Sommer

Flest gaver til 250 kroner

Brian Kjer Sommer oplyser, at gavebudgetterne for i år ser ud til at ligge på 250-500 kr. pr. gave. Omkring 30 pct. af de gaver, der findes frem til gennem PriceRunner, koster 250 kr. Omkring 16 pct. af gaverne koster 500 kr., mens det er 9 pct., der ligger på 750 kr.

Der er også en udskiftning i, hvad der står øverst på ønskelisterne. For mens airfryeren var et af de helt store ønsker sidste år, især til Black Friday. Det var det langt fra i år, men PriceRunner kan alligevel se, at der er flere, som er kommet på jagt efter en på bagkant af Black Friday, formodentlig fordi det er blevet populært at lave flæskesteg i dem, fortæller forbrugsanalytikeren.

Det, der til gengæld er blevet meget mere populært end tidligere, er en ismaskine. Den ligger ikke øverst over danskernes juleønsker, men den topper over størst stigning i søgninger:

- Ismaskinen fra Ninja er gået helt amok i år, båret frem af især SoMe. Den er helt vildt trendy, fordi mange laver de her helse-is, og man kan lave en lille portion is på et lille øjeblik. Den er i december i år kontra sidste år, oppe med 372 pct. Det er den, der stikker mest af, siger han.

Om PriceRunner

PriceRunner er Nordens største pris- og produktsammenligningstjeneste. 

Har godt 200 medarbejdere i Danmark, Norge og Sverige. 

PriceRunner er ejet af Klarna. 

PriceRunner er en helt uafhængig virksomhed, og ejes ikke af nogen producenter og er ikke afhængige af dem, butikker eller organisationer med interesse i at sprede partisk information.

PriceRunner "blev skabt for at hjælpe forbrugerne med at finde bedre og billigere produkter og samtidigt spare penge ved at bruge PriceRunners tjenester."

Kilde: PriceRunner

Artiklen er en del af temaet E-handel.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063