23948sdkhjf

Julehandlen eksploderer: To giganter kæmper om den gule førertrøje

- Det er sgu meget enkelt, når det handler om dagligvarer. Det handler om at vinde indkøbsturen. Når jeg bliver spurgt om, hvorfor i alverden det giver mening at sælge en pakke smør til otte kr., når den skal koste 30 kr. normalt? Ja, hvis alternativet er nul kr. i omsætningen på en kunde, fordi de vælger en anden butik, så er det ikke så svært. Det er jo det, der sker.

Sådan siger Claus Nykjær, der har titel af head of insights hos Tjek, som herhjemme står bag tilbudsavis-portalen eTilbudsavis.

Han har i mere end 20 år fulgt dagligvarekædernes tilbudsaviser tæt, og han ser et helt klart bilede af konkurrence-situationen i dagligvarehandlen, som den ser ud her kort før midten af julemåneden december.

Igen i år er der vildt skarpe tilbud på julevarer som smør, flæskestege og meget andet godt til julebordene. 

- Det handler jo ikke om at sælge smør for de 8 kr. - og så måske tabe et eller andet beløb per pakke. Nej, det handler om at undgå tabe hele indkøbskurven, siger Claus Nykjær.

Der er nemlig omsætning for rigtigt mange milliarder på spil i årets vigtigste måned, når kæderne sammensætter deres klassiske tilbudsaviser op mod jul - med den vigtige mission at få danskerne lokket indenfor i netop den kæde, når de går på indkøb efter julemad.

Netto og Rema battler: - Det går fremragende

Og her i 2024-udgaven af det store juleræs er de to suverænt største dagligvarekæder herhjemme, Netto og Rema 1000, allerede gået i udbrud. December nåede dårligt at begynde, før de havde sat sig tungt på kapløbet om at have de bedste tilbud.

- Der er jo de to, Netto og Rema, der battler om at få lov til at have den gule førertrøje i det spil. Det er nok det mest markante i markedet, at der er to kæder, der slås så hårdt, at alle de andre selv må kæmpe for at finde ud af, hvad de egentlig skal gøre her, siger Claus Nykjær.

- Hvis man sidder bare og kigger forsider nu, så er der jo egentlig alle de rigtigt hårde, klassiske juletilbud med med smør, flæskestegene og så videre, det er jo typisk. Sidste år kom de i uge 50. Og i år er det en uge før, at der er sat rigtig ild til det, siger han.

Når Retailnews spørger netop de to kæder, hvordan det egentlig går med julehandlen indtil videre, får vi ikke overraskende positive svar.

- Det er desværre ikke noget, vi oplyser om i detaljer af konkurrencehensyn – men jeg kan godt afsløre, at det går fremragende, lyder det fra Remas kommunikationschef Jonas Schrøder.

- Det går rigtig fint med salget. Vi har mange mennesker i vores butikker grundet de lave priser, og det er som altid de klassiske julevarer som kunderne jagter i disse uger – smør, and, flæskesteg, æg, rugbrød med mere, svarer Christoffer Green Sørensen, som er kommunikationskonsulent hos Netto-ejer Salling Group.

Priskrigen kulminerer nu

Claus Nykjær vil ikke blive overrasket, hvis årets slag om julemaden i tilbudsaviserne faktisk kulminerer allerede her midt på måneden, når både Nettos nye avis, der noget usædvanligt omfatter en skæv uge fra torsdag 12. december til 18. december, og Rema 1000s nye avis, der først gælder fra søndag 15., ligger klar. 

Mange forbrugere har vænnet sig til at scanne aviserne online i god tid, før de reelt kan købe ind til de priser, de ser i avisen. Kun hver sjette tilbudsavisbruger - 17 procent - ser kun den trykte avis, når den lander i postkassen.

I det hele taget har digitaliseringen ændret en del i forhold til tidligere, hvor en meget lang produktionstid på den trykte tilbudsavis lagde begrænsninger på kædernes muligheder for at slå hurtigt igen mod et alt for godt tilbud hos konkurrenten.

- Kæderne udgiver typisk deres aviser om fredagen, men de publicerer dem jo online tidligere. Hele digitaliseringen af aviskonceptet har flyttet grænserne. Hvis de nu kommer skævt af sted, så kan de godt ændre det. Selvfølgelig ikke de aviser, der ligger i postkasserne, men det er så få, der kun ser det format, at det er ikke så farligt at lave en afbrænder - man kan nå at fikse det. Så hvis man finder ud af, at man kom helt galt afsted på piskefløden, så kan man ændre prisen, siger Claus Nykjær.

Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11