23948sdkhjf

PFA sælger investering i Alibaba efter massesalg af Temu-aktier

PFA Pension har valgt at trække sig fra investering i kinesisk gigant

I forlængelse af historier om pensionsselskabers fravalg af investeringer i Temu har PFA Pension valgt at sælge sin investering i den kinesiske handelsgigant Alibaba.

Det oplyser PFA Pension til Ritzau.

- Vi har solgt vores investering i selskabet, fordi vi ikke er sikre på, at virksomheden er drevet ansvarligt, hvilket også udgør en stor risiko for vores investering, siger Rasmus Bessing, chef for bæredygtige investeringer i PFA, i et skriftligt svar.

- Afvejningen ansvarlighed, risiko og afkast er altid afgørende for os, når vi invester, lyder det videre.

Ifølge DetailWatch har PFA Pension hidtil haft 457 millioner kroner investeret i Alibaba Group Holding.

Det gør PFA til det danske pensionsselskab med flest penge i handelsgiganten.

Alibaba står bag handelsplatformen AliExpress. Selskabets hovedkontor ligger i den kinesiske storby Hangzhou.

En række andre pensionsselskaber har ifølge DetailWatch samlet over en milliard kroner investeret i selskabet.

Blandt andet har Industriens Pension, AP Pension, Velliv og Pensiondanmark mellem 200 og 300 millioner kroner investeret i Alibaba, skriver mediet. Lærernes Pension har en investering i selskabet på 134 millioner kroner.

I begyndelsen af december skrev TV 2, at PensionDanmark, PFA Pension og Lærernes Pension havde valgt at droppe deres millioninvesteringer i PDD Holdings, som er selskabet bag handelsplatformen Temu.

Siden har flere pensionsselskaber meddelt, at man vil sælge aktier i selskabet. Det gælder blandt andet Sampension, Velliv og Industriens Pension.

Forbrugerorganisationer har gentagne gange kritiseret Temu for at sælge varer, der ikke lever op til europæiske sikkerhedsstandarder.

Ifølge en kortlægning, som TV 2 har lavet, har de ti største pensionsselskaber i Danmark haft aktier i PDD Holdings for knap 800 millioner kroner.

Forbrugerrådet Tænk og andre europæiske forbrugerorganisationer har også undersøgt varer købt på AliExpress og konstateret, at der sælges varer, som ikke lever op til eksempelvis elektrisk, fysisk og kemisk sikkerhed.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet E-handel.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062