23948sdkhjf

Prognose: Udsigt til lav vækst for e-handel med dagligvarer

De næste fem år spås markedet for e-handel med dagligvarer at vokse med 1 mia. kr., lyder det fra Retail Institute Scandinavia.

Markedet for nethandel med dagligvarer oplevede en eksplosiv vækst under coronaårene. Derefter punkterede markedet med stor tilbagegang.

Først nu er markedet igen på vej frem. Senest med onlinesupermarkedet Nemlig.coms vækst på 9 pct. til 2,73 mia. kr. i det seneste skæve regnskabsår 2023/24, der blev afsluttet i juli.

Men der er lang vej til jubelvækst i branchen, der blandt andet også tæller måltidskasseleverandører som Aarstiderne, HelloFresh og Skagenfood, Bilka ToGo samt hjemmelevering og såkaldte quick commerce-spillere som Wolt.

I 2024 udgør det samlede markedet for nethandel med dagligvarer seks mia. kr. Og det marked vokser 'blot' med knap 17 pct. over de næste fem år, vurderer Retail Institute Scandinavia i deres seneste femårs-prognose 'Kampen om kurven i dagligvarehandlen'.

'Det realistiske scenarie for e-handel med dagligvarer og måltidskasser vil være, at vi får encifrede årlige vækstrater på to pct. (i faste 2024-priser) i prognoseperioden. Sker det, så vil e-handel med dagligvarer i år 2029 udgøre syv mia. kr. - altså kun en mia. kr. mere end de seks mia. kr., som nethandel med dagligvarer udgør her i 2024, svarende til tre pct. af det samlede share-of-stomach-marked i 2029', lyder det i prognosen fra Retail Institute Scandinavia.

Opkøb og opbrud

Markedet for nethandel med dagligvarer har også stor turbolens de seneste par år. Coop lukkede helt ned for sit onlinesupermarked i starten af 2023, da man tabte penge på forretningsmodellen.

I slutningen af samme år måtte Nemlig.com lukke ned for sit nyopførte varelager ved Aarhus efter blot et år på grund af svigtende jysk salg.

Samtidig er Aarstiderne blev solgt til Dagrofa. Handlen afventer aktuelt konkurrencemyndighedernes godkendelse og handlen sker efter to år med nedgang i salget, der i 2023 var 574 mio. kr.

Hos Salling Group har man lukket ned for Føtex Hjemmelevering på Sjælland for i stedet at udvide onlineforretningen i Bilka med hjemmelevering oveni ToGo-forretningen. Desuden har man overtaget det fulde ejerskab over Skagenfood.

På få år har det tyske måltidskassefirma HelloFresh fået stor fodfæste på det danske marked omsatte i 2023 for 837 mio. kr.

Med til prognosen fra Retail Institute Scandinavia hører, at den er udarbejdet lige før Dagrofas meddelelse om overtagelsen af Aarstiderne.

Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094