23948sdkhjf

Eksportvarer strander på grund af fejl i toldsystemer

De massive problemer med danske toldsystemer skal løses hurtigt, lyder opfordringen fra DI

Dansk Industri (DI) har sendt et brev til skatteminister Rasmus Stoklund (S) på opfordring af danske eksportvirksomheder.

Brevet indeholder en opfordring til at sætte ind overfor de store udfordringer med de nye toldsystemer Declaration Management System (DMS), som er sat i verden for at leve op til EUs toldkodeks, der blev vedtaget i 2014.

- Der er især store problemer med den del, der vedrører DMS Eksport, siger Anna Ipsen Nielsen, konsulent i DI.

- Problemerne giver både forsinkelser og væsentlige økonomiske tab for danske virksomheder, fordi eksportvarerne ligger på lagrene eller holder stille i lastbiler.

Ingen hjælp

Anna Ipsen Nielsen oplyser, at Dl allerede har en dialog med Toldstyrelsen og Skatteministeriet; men selv om der er tilført ekstra kapacitet til systemet, er problemerne ikke blevet mindre.

- Virksomhederne har ikke haft stort held med at få hjælp og support. Toldstyrelsen har decideret opfordret virksomheder til at indsende indsigelser uden for normal arbejdstid, hvor deres support ikke er tilgængelig. Det er helt uacceptabelt, siger Anna Ipsen Nielsen.

Frygter for importsystemet

DMS systemerne skal løbende erstatte de eksisterende toldsystemer. DMS Eksport og DMS Forsendelse er allerede sat i kraft, mens DMS Import efter planen skal tages i brug i marts 2025.

På grund af fejlene i DMS Eksport er nedlukningen af det gamle system indtil videre blevet udskudt.

- Det blev dog kun udskudt en måned, og problemerne er altså fortsat meget store. Danmark skal selvfølgelig overholde EU's toldforordning, men det er afgørende vigtigt, at nye systemer er testede og gennemprøvet, før de tages i brug, siger Anna Ipsen Nielsen.

Hun frygter, at det kommende system DMS Import vil være tilsvarende utilstrækkeligt.

- Udfordringerne skal løses nu. Både for eksportvirksomhederne men også så importen af varer til Danmark ikke påvirkes i samme omfang som eksporten er blevet det, slutter Anna Ipsen Nielsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14