23948sdkhjf

Kæmpeforening skal redde nordjysk by fra den visse butiksdød

Det her kan mange andre byer lære af, håber forening

Forretningerne lukker på stribe, så hvordan pokker redder vi de døende midtbyer?

Spørgsmålet kommer en nordjysk by forhåbentlig til at finde gode svar på.

Det sker med penge i ryggen fra en af landets store foreninger. 

Løgstør har fået 290.000 kr. fra Realdania-foreningen til at komme med et bud på det svære spørgsmål, som bliver mere og mere aktuelt i disse år, hvor nethandlen stormer frem samtidig med, at de fysiske butikker lukker en efter en.

Kæmpeforeningen støtter projekter, der skal øge livskvaliteten ved at bevare og udvikle det liv, der leves i og mellem husene i hele Danmark.

Det er anpartsselskab Løgstør Handler, som har fået pengene fra foreningen til en forundersøgelse, der skal se på, hvordan man gør midtbyerne så attraktive og bæredygtige, at de kan tiltrække finansiering og støtte fra puljer og investorer.

Hvis forundersøgelsen falder godt ud, så kan der allerede næste år vanke millioner fra Realdanias store bymidtepulje til etablering af byggeri i midtbyen i Løgstør.

Realdania

  • Realdania er en filantropisk forening med omkring 185.000 medlemmer. 
  • Foreningen arbejder for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø - forstået som de fysiske rammer for vores hverdag. 
  • Det er f.eks. byudvikling, byggeri og bevaring af vigtige kulturmiljøer. 
  • Bæredygtighed er en rød tråd i en stor del af Realdanias arbejde. 
  • Realdania har siden år 2000 og frem til udgangen af 2023 støttet omkring 5.000 projekter med mere end 23,1 mia. kr. 
  • Alle, der ejer fast ejendom, kan gratis blive medlem.

Kilde: Realdania

Støtte handel

Anpartsselskabet Løgstør Handler er etableret for at understøtte både nye og eksisterende forretninger i byen, og det er selskabet selv, som har igangsat forundersøgelsesprojektet med henblik på at få klarlagt, hvordan bymidten i Limfjordsbyen kan gøre mere attraktiv.

Tanken er at andre byer også kunne lære af det - og derfor skyder Realdania pengene i forundersøgelsen.

Ambitiøs plan

- Dette projekt repræsenterer ikke blot en investering i Løgstørs fremtid, men også en ambitiøs vision, der skal fungere som et eksempel for andre midtbyer i Danmark, siger Ditte Marquard Jessen, der er projektchef i Realdania.

Om baggrunden for at skyde penge i undersøgelsen i Løgstør siger hun videre:

- I RealDania ønsker vi at sætte fokus på midtbyernes udfordringer og ikke mindst de bud på løsninger som vi sammen med lokale aktører kan udvikle og udbrede til andre byer.

Forundersøgelsen vil lokalt i Løgstør omfatte analyse af, hvordan et sundhedshus og en dagligvarebutik vil kunne indpasses lokalt i Løgstørs centrum.

Understøtte

- Begge dele kan understøtte det nuværende bycentrum og dets butikker. Samtidig er ambitionen at finde svar på, hvordan området og de nærliggende grønne områder kan gøres mere levende og spændende for blandt andet børnefamilier, siger Torben Frederiksen, der er formand for bestyrelsen bag Løgstør Handler.

- I det hele tager skal midtbyen gøres levende, siger bestyrelsesformanden, der ikke lægger skjul på, at projektet meget gerne må betyde, at andre byer også kan lære af det.

- Det er også Realdanias tilgang til det. Alle danske midtbyer står i disse år overfor store udfordringer, fordi butikkerne bukker under for ændrede indkøbsmønstre, siger han.

Realdanias 290.000 kr. er halvdelen af de 580.000 kr. som det koster at lave forundersøgelsen.

Resten kommer fra en række lokale kræfter.

Millioner fra Realdania

Torben Frederiksen understreger, at Løgstør-selskabet håber på forundersøgelsen bliver så god, at den kan munde ud i et projekt, hvor der lokalt kan søges om millioner fra Realdanias Bymidtepulje.

Tanken er at forundersøgelsen skal være færdig til nytår.

Forundersøgelsesprojektet vækker glæde på borgmesterkontoret hos borgmester Per Bach Laursen (V).

- Ambitionerne om at øge kvaliteten af bymidten ligger fint i tråd med kommunens seneste budgetforlig, hvor vi netop har afsat 12 millioner kroner til et nyt sundhedshus i bymidten i Løgstør, siger borgmester Per Bach Laursen.

Løgstør Handler holder 5. november et borgermøde, hvor der præsenteres arkitekttegninger og bud på, hvordan en midtby kan se ud i fremtiden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.161