23948sdkhjf

Medie: Coops gæld kommer ikke til at tynge ny majoritetsejer

Energiselskabet OK har ikke stillet en moderselskabsgaranti for Coop, da man tidligere på året overtog omtrent halvdelen af dagligvarekoncernen. 

Det skriver DetailWatch

- I den meget travle periode op til offentliggørelsen af aftalen, var det ikke praktisk muligt at lave en aftale om garantier fra de to ejere af Coop, beretter kommunikationschef i OK, Rasmus Boserup, til mediet. 

OK har samlet set skudt et milliardbeløb ind i Coop Danmark for at redde dagligvarekoncernen økonomisk. Men i transaktionen er der ikke inkluderet den føromtalte moderselskabsgaranti, som betyder, at OK skulle stille garanti for de lån og penge, som Coop Danmark har. 

Millionerne fosser ind i Coop Danmark

  • Coop Amba har indskudt 345 mio. kr. i Coop Danmark fra salget af Coop Bank.
  • OK supplerede op med 155 mio. kr. i den forbindelse for at ramme de budgetterede 500 mio. kr. 
  • Dertil har Coop Amba eftergivet gæld på 350 mio. kr. til Coop Danmark. 
  • Coop Danmark har desuden overtaget kursuscentret Severin i Middelfart fra Coop Amba. 
  • OK har indskudt yderligere 700 mio. kr. kontant i Coop Danmark. 
  • Dertil har OK købt Coop Byen til en samlet værdi på 565 mio. kr. 
  • Senest har både OK og Coop Amba altså skudt 500 mio. kr. kontant ind i Coop Danmark. 

Kilde: OK og Coop Danmark

Begrænset risiko

Dermed er OK's risiko også begrænset - trods investeringen på over én mia. kr. 

Det fortalte OK-direktør, Michael Løve, også allerede til RetailNews i forlængelse af annonceringen af milliardaftalen mellem OK og Coop. 

- Man kunne sagtens have gjort det anderledes og ikke have købt en ejerandel af en dagligvarekoncern for at drive vores tankstationer og lignende videre. Hvad giver bedst mening, og hvad er den mest ansvarlige måde at sikre OK's økonomi på - og her fandt vi frem til, at det var at investere i Coop, sagde han dengang og tilføjede: 

- Det har været et krav fra vores bestyrelse, at aftalen blev konstrueret på en sådan måde, at det ikke kunne skade OK's forretning. Så der er for eksempel ikke en moderselskabsgaranti.



OK har i de efterfølgende måneder skudt flere millioner i Coop Danmark-selskabet - blandt andet 155 mio. kr. for at supplere op på salget af Coop Bank, som skulle have indbragt 500 mio. kr., men i stedet "blot" indbragte 345 mio. kr. 

Det har medført, at ejerforholdet mellem OK og Coop Amba i dag er 51,5 procent til førstnævnte - og 48,5 procent til sidstnævnte. 

Michael Løve har desuden tidligere berettet om, at OK ligger inde med en ekstra investeringspulje på én mia. kr., som energiselskabet kan skyde ind i Coop Danmark, "hvis det giver mening at accelere et initiativ". 

Den nye aftale, Fremtidens Coop v. 2.0

  • OK og Coop Amba tilfører Coop Danmark 2 mia. kr. - aftalen blev endeligt vedtaget på et landsrådsmøde 19.-20. april og blev i juni også godkendt af konkurrencemyndighederne. 
  • Aftalen har fået navnet "Føniks" - som en reference til "et mytisk fabeldyr, der genfødes i sin egen aske og rejser sig til at blive stærk og sund".

  • Aftalen betyder, at Coop Amba og OK deler ejerskabet af Coop mellem sig - OK har 51,5 procent, Coop Amba 48,5 procent. 

  • Coop har lukket Coop-kæden igen, som bestod af to testbutikker.
  • I stedet skal der i fremtiden kun satses på SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount.
  • Kræn Østergaard Nielsen er fratrådt som adm. direktør i Coop - Thor Skov Jørgensen har taget over.
  • Ny næstformand i Coop Danmark (afløser Lasse Bolander) er Michael Løve, der er adm. direktør i OK.

Kilde: Coop

Artiklen er en del af temaet Coop på nye hænder.

Se nøgletal for:
Læs mere om: dagligvarehandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.701