Efter kontrol: Indskærpelse til is-gigant
Alt var ikke i den skønneste orden, da Fødevarestyrelsen 9. oktober var på besøg hos Hjem-Is' depot i Stilling uden for Skanderborg.
Det skriver TV2 Østjylland på baggrund af den officielle kontrolrapport.
Styrelsens kontrollant fandt sorte belægninger flere steder i depotets tørvarelager og uspecificerede produktrester ved et arbejdsbord.
Desuden flere sorte belægninger i fryserum og sorte, plettede belægninger, blandt andet langs kanterne af lågerne på et antal testede Hjem-Is-biler.
Kontrollen udløste samlet set en neutral smiley fra Fødevarestyrelsen. Af kontrolrapporten fremgår det, at kritikpunkterne kom bag på de tilstedeværende på depotet, som er et af fire Hjem-Is depoter i Jylland.
- Virksomheden havde følgende bemærkninger: Det er nyt for os, det har I ikke sagt før. Indskærpelse medfører gebyrbelagt opfølgende kontrol, står der i rapporten.
Torben Meng, som har titel af nordic general manager i Premier Is, der ejer Hjem-Is, forsikrer overfor mediet, at man vil gøre alt for at leve op til alle krav og regler:
- Hjem-Is tager Fødevarestyrelsens skærpede kontrol meget alvorligt og har straks igangsat de nødvendige tiltag for at rette op på de påpegede forhold.