To kæmpe detailhøjtider venter: Vigtig aktør opruster forretningen
Det vælter ind med pakker, der skal sendes rundt i landet.
Og for at forhindre lange køer er PostNord derfor nu i gang med at udvide antallet af de steder, hvor man kan hente og sende pakker.
Danskerne er blevet vilde med onlinehandel.
Så vilde, at PostNord nu tager konsekvensen og i god tid før Black Friday og julehandlen udvider. Det gør de blandt andet ved at åbne 50 nye pakkeshops.
En af de nye pakkeshops åbner den 21. oktober i 7-Eleven på Aarøsund Landevej i Haderslev, skriver JydskeVestkysten.
- Vi oplever allerede nu store pakkemængder, men i november begynder den absolut travleste periode i PostNord. Først Black Friday og dernæst julegaveindkøb. Derfor vil vi gerne sikre, at alle har gode muligheder for at hente deres pakker lige netop dér, hvor det passer dem, siger Isabella Beck Jørgensen, der er pressechef og talsperson for PostNord i en pressemeddelelse.
Isabella Beck Jørgensen afviser ikke, at der vil være behov for yderligere oprustning.
Med de nye pakkeshops vil der i alt være omkring 1150 pakkeshops fordelt over hele landet.
Pakkeshoppen i 7-Eleven på Aarøsund Landevej er ikke den eneste, som PostNord har i Haderslev.
Der er ligeledes pakkeshops i Føtex og Meny.