Én af Danmarks største kundeklubber er blevet endnu større
En nedadgående trend generelt for kundeklubber har vist sig ikke at ramme Club Matas.
Det skriver detailgiganten i en pressemeddelelse, hvor man deler, at man tværtimod er vækstet med over ti procent på medlemsfronten - og dermed nu har rundet to mio. medlemmer i loyalitetsklubben.
Det skyldes, ifølge landechef for Matas i Danmark, Lise Ryevad, "endnu mere fokus på rekruttering og fastholdelse".
- Samtidig har vi gjort medlemskabet mere personligt og relevant for det enkelte medlem, tilføjer hun.
Eksempelvis er antallet af mandlige medlemmer det seneste år steget med mere end 40 procent - og heraf er det særligt mænd under 30 år, der driver den procentuelle vækst.
Dertil kommer, at Club Matas senest har lanceret en udvidelse til loyalitetsklubben - kaldet Club Matas Plus - hvor kunder mod en månedlig ydelse får flere fordele end de gratis medlemmer.
Ifølge detailkæmpen har flere end 100.000 danskere - eller omtrent fem procent af den samlede medlemsskare - benyttet sig af den ordning.
Blandt landets største
Ifølge en opgørelse fra 2023, lavet af CBS og DI Handel, er Club Matas én af de allerstørste kundeklubber i Danmark - sammen med Coop og Ikeas tilsvarende loyalitetsprogrammer.
Tallene fra dengang viste dog også, at selvom andelen af medlemskaber i kundeklubber blandt danskerne var højt, var kun omtrent 40 procent af disse aktive.
Samtidig var andelen af danskere med ét eller flere medlemskaber 63 procent i 2023 - mod 75 procent i 2015.
- Udviklingen følger samme trends som i Norden og UK. Der kan være flere forhold, der spiller ind. Først og fremmest fylder det monetære element rigtigt meget i de fleste klubber i forhold til loyalitet. Det betyder ofte også, at mange klubber minder meget om hinanden.
- Samtidig er en del klubber skabt mere af frygt for konkurrenterne end for reelt at skabe værdi for kunderne, pointerede Per Østergaard Jacobsen, detailekspert og lektor på CBS, dengang.
Per Østergaard Jacobsen
- Detaileksperten er ud af en dagligvarefamilie, hvor der i flere generationer har været brugsuddelere i blandt
- Per Østergaard Jacobsen har derudover flere årtiers erfaring med både detailbranchen og også dagligvarehandlen.
- Han blev i 2008 ansat på CBS som lektor og har siden undervist i databehandling, kundeanalyser, kunderelationer og strategi.
Det fremgår ikke af Matas' opgørelse, hvor mange af de nu to mio. medlemmer der er aktive, men tidligere har Stefan Kirkedal, Head of Customer Insights, Loyalty and Media Development hos Matas, forklaret til Mediet Markedsføring, at "80 procent af al omsætning hos Matas går til klubmedlemmer".
- Vi kan se, at vi stadig får flere nye medlemmer ude i butikkerne end online. Det tror jeg, er, fordi vi har nogle meget dygtige materialister i vores butikker, som sælger det her budskab. Online fylder selvfølgelig mere og mere, men den personlige dialog og nærhed, som kan fås i butikkerne, tror jeg spiller en stor rolle, fortalte han sidste år.
I august præsenterede Matas desuden regnskab for det seneste kvartal - dækkende over for april, maj og juni - og her var der grund til at smile for adm. direktør, Gregers Wedell-Wedellsborg og den øvrige Matas-koncern.
Læs hvorfor i artiklen her - og bliv i samme artikel også klogere på Matas' nye startegi, "Win the Nordics".
Win the Nordics-strategi
- En ny fire-årig strategiperiode indledes for Matas-koncernen med afsæt i regnskabet for 2023/24.
- Tidligere hed strategiperioden "Growing Matas" (2021 - 2024), men nu har detailgiganten sat næsen op efter at "Win the Nordics".
- Det skal ske gennem en ambition om at "blive nummer 1 på alle nordiske markeder, platforme og varekategorier" på et samlet nordisk marked for helse og skønhed, der ifølge Matas udgør 72 mia. kr.
- Udover at vækste på toplinjen vil Matas også forbedre sine marginer i markedet.
- I øjeblikket mener Matas, at de er markedsleder i Danmark, Sverige og Norge - og udgør en rolle som udfordrer i Finland.
- Det overordnede mål for strategiperioden er, at Matas skal runde 10 mia. kr. i omsætning i 2027/28-regnskabsåret.
Kilde: Matas