Discountkæde med "jammerlig service" hitter ved grænsen

Konceptet har ikke meget mere end et år på bagen - alligevel har det allerede vundet indpas i en konkurrencepræget grænsehandel.
Den har i årevis været kendetegnet af mængdetilbud på dåsesodavand og slik i spandevis, men Spot Discount har ramt en niche i markedet, som har sikret dem stor popularitet blandt både danske og tyske kunder.
- At åbne en traditionel grænsebutik, som alle de andre har, var der ikke nogen mening eller forretning i. Men datovarer og restpartier var noget, som ingen af de andre havde så stort fokus på, så det kastede vi os over i stedet, forklarer Michael Egeberg til RetailNews.
Han er til daglig salgsdirektør i discountkæden, som han har stiftet med Steen Jonassen og Mathias Dziuba.
Sammen har trekløveret på under et år etableret to Spot Discount-butikker - og konceptet er ligetil. Man indkøber overskuds- eller datovarer direkte fra leverandørerne og sælger dem i store kolli i sine butikker.
- Tiderne har ændret sig, og folk er i dag mere tilbøjelige til og åbne for at købe produkter, selvom de er tæt på udløbsdatoen. Og det kan vi også mærke i vores butikker. Responsen fra kunderne har været rigtig god. Hvis dato og pris passer sammen, synes folk, det er fedt, siger Michael Egeberg.
Klar til Danmark og Tyskland
De to eksisterende Spot Discount-butikker er begge beliggende syd for den dansk-tyske grænse - én i Flensburg og én i Süderlügum.
Står det til Michael Egeberg kan området dog godt rumme minimum én butik mere i kæden. Mængden af tilgængelige lejemål i grænselandet er dog nærmest lig nul - og derfor har den tredje butiksnål lidt længere udsigter, konstaterer Michael Egeberg.
Sideløbende har stiftertrioen også allerede rettet blikket mod både tysk og dansk detailhandel.
- Vi går og pusler med at få testet konceptet af i selve Tyskland. Og vi tænker også, at konceptet kan passes ind i Danmark, siger han.
Michael Egeberg kan samtidig se i tallene, at tilvæksten af kunder i Spot Discounts to butikker har været tiltagende siden starten.
Mere vil han dog ikke røbe fra det første år med konceptet i grænselandet - og da selskabet er tysk indregistreret er det heller ikke muligt at tilgå regnskabstal eller lignende fra Spot Discount.
- Men det er en god forretning. Ellers skulle vi heller ikke åbne flere, kan man sige.
"Billige priser, jammerlig service"
Sloganet "Billige priser, jammerlig service" har fulgt Spot Discount siden starten.
Det samme har farvevalget - en pink nuance - også.
Begge dele er strategisk helt bevidste valg, understreger Michael Egeberg.
- Vi prøver at være lidt anderledes. Det kommer også til syne i vores valg af farver. Det er et nyt koncept og en anderledes forretning, så derfor forsøger vi også at skille os ud fra mængden, siger han.
På Facebook nyder Spot Discount også allerede stor popularitet.
Siden opstarten af konceptet har over 14.000 personer trykket "follow" på discountkædens Facebook-side.