23948sdkhjf

Mænd ventes at tilstå millionbedrag mod ølgigant

Egentlig lød det meget tilforladeligt, da en nu tidligere chef hos en dansk bryggerigigant sidste år på de sociale medier bekendtgjorde, at han efter 20 år hos bryggerigiganten havde "valgt at søge nye udfordringer".

I den kommende uge er der ved Retten i Næstved berammet et retsmøde, hvor selvsamme ekschef og en anden mand ventes at tilstå igennem en årrække at have bedraget virksomheden for 29 millioner kroner.

Den anden mand var i øvrigt blandt de mange, som reagerede på ekschefens opslag.

- Tak for det gode samarbejde gennem de sidste +10 år. Det har været en kæmpe fornøjelse, og du vil blive savnet, lød reaktionen.

Og skal man tro sigtelserne i sagen, som er optrykt i den retsmødebegæring fra anklagemyndigheden Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som er grundlag for den kommende uges retsmøde, så har "fornøjelsen" været ganske kontant.

Mændene er sigtet for i en periode fra 2015 og frem til november 2023 at have ladet den tidligere chef oprette en lang række udbetalinger, hvoraf langt de fleste af pengene er endt på en konto hos den anden mands firma i Taastrup.

Det ene af sagens fire forhold drejer sig om 237 betalinger, som blev oprettet i bryggerigigantens interne IT-systemer. Fra januar 2018 til november 2023 blev der på den måde kanaliseret godt 21 millioner kroner over i Taastrupfirmaet, lyder det i sigtelsen.

I et andet forhold drejer det sig om sammenlagt cirka 6 millioner kroner fordelt over 120 betalinger, som endte på en konto tilhørende en af to kvinder, som også er sigtet i sagen.

Derudover er der to mindre forhold, hvor sammenlagt mere end 1,6 millioner kroner endte på konti, som enten tilhørte den anden mand eller et af hans firmaer.

I foråret - den 20. marts - fortalte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at to mænd og to kvinder, alle i 40'erne, var blevet anholdt i sagen. Tre af dem blev efterfølgende stillet for en dommer og fængslet.

Det var en af de kvinder, som undgik at blive fængslet, og senere på foråret, valgte anklagemyndigheden af egen drift at løslade den anden kvinde. Begge er dog fortsat sigtet i sagen, og deres advokater er derfor også tilsagt at møde ved næste uges retsmøde.

Da politiet rejste sigtelser i marts, var det straffelovens bestemmelse om mandatsvig, som blev bragt i spil. Sigtelserne er nu justeret, så det er lovens bestemmelser om databedrageri af særlig grov beskaffenhed, som gøres gældende.

Det fremgår af retsmødebegæringen, at anklagemyndigheden har en forventning om, at sagen kan afgøres med en tilståelse, altså uden at der skal foregå en grundig bevisførelse for de sigtedes skyld.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.261