23948sdkhjf

Detailkæde med milliardær i ejerkredsen skal indfri "stort uudnyttet" potentiale

Detailkæden Basic & More har på få år gjort et stort indtog i dansk detailhandel, men står det til direktøren, er ekspansionen langt fra slut

- Vi ser stadig et kæmpestort potentiale. 

Ordene er Søren Bryske Larsens, og som direktør for isenkramkæden Basic & More kan han se, at den hastigt vækstende kæde blot fortsætter sin ekspansion i Danmark.

I indeværende måned åbner butik nummer 17 og 18 i Roskilde og Ishøj, inden nummer 19 kommer i Hillerød til september. 

Basic & More

  • Virksomheden er stiftet i 2021.
  • I skrivende stund tæller kæden 16 butikker - og yderligere tre butikker er i pipelinen. 
  • De 16 butikker fordeler sig på fire i København, to i Aalborg og ellers én i Aarhus, Kolding, Vejle, Odense, Herning, Randers, Esbjerg, Taastrup, Lyngby og Slagelse.
  • Direktør er Søren Bryske Larsen.
  • Konceptet baserer sig på et mix af mærkevarer og egne produkter.
  • Målgruppen er primært kvinder i alle aldre.

Kilde: Basic & More

Det flugter ganske glimrende med detailkædens tidligere udmeldinger om at nå "plus/minus 20 butikker ved udgangen af 2024", og over for RetailNews konstaterer Søren Bryske Larsen da også, at det går som planlagt. 

- Jeg forventer klart, at vi når 20 butikker inden udgangen af 2024. De tidligere udmeldte ambitioner er intakte, slår han fast. 

Løbende er Søren Bryske Larsen og den øvrige Basic & More-ledelse ligeledes blevet mere bevidste om deres koncept og strategi. 

Kigger man på den første detailbutik og sammenligner man med de forestående ditto i Roskilde og Ishøj, vil der være væsentlige forskelle, understreger Basic & More-direktøren. '

- Vi bliver klogere og klogere med tiden. Alene på vores butiksindretning har de forandret sig væsentligt nu sammenlignet med tidligere. Vi leder eksempelvis kunder mere rundt i butikken end tidligere, ligesom vi har flere podier, færre reoler og mange flere hængende varer også, siger han. 

Ingen stopklods

Da Basic & More udkom med regnskab for det skæve regnskabsår 2022/23, vidnede tallene også om vækst. 

Bruttofortjenesten var fordoblet sammenlignet med regnskabsåret før, men på bundlinjen var millionoverskuddet fra 2021/22 skrumpet ind til et beskedent plus på 40.000 kr. 

Søren Bryske Larsen pointerer dog, at det "isoleret set går rigtig godt i butikkerne, og driften er god". 

Basic & More A/S
Regnskabsår 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - -
Bruttofortjeneste 8,3 3,9
Resultat af primær drift 0,1 1,8
Resultat før skat 0,1 1,8
Årets resultat 0,0 1,5
Balancestatus 29,4 15,6
Egenkapital 13,9 13,9
Antal ansatte 22 5
Kilde: CVR

Det koster dog at etablere sig med nye butikker på landkortet, tilføjer direktøren.

Derfor har man også kunnet se investorkredsen bag detailkæden skyde adskillige millioner i foretagendet i 2023 og 2024. 

Det fremgår af CVR for selskabet Basic & More Group A/S, som har rigmændene Karsten Ree, Jes Wistesen og Niels Holch Povlsen i ejerkredsen. 

Polstringen skal samtidig også ses som et udtryk for, at den danske ekspansion langt fra er overstået. 

- Vi er stadig relativt ukendte i det store perspektiv, og man kan stadig møde mange, som ikke ved, hvem vi er. Vi har et kæmpestort potentiale i at få udbredt vores butikker, for jo flere butikker man har, jo mere kendt bliver man også. Så ad den vej ser jeg et stort uudnyttet potentiale, siger Søren Bryske Larsen. 

Han ser samtlige af Danmarks største byer som nye potentielle lokationer for Basic & More.

- Der er masser af rigtig interessante handelsbyer, hvor vi overhovedet ikke er, siger han og nævner i flæng Viborg, Næstved, Horsens og Silkeborg.

Kundestrøm

Ét parameter er det allervigtigste, når Basic & More skal sætte nye knappenåle på det danske landkort: 

Kundestrøm. 

Antallet af kunder er alfa og omega for detailkæden, som derfor altid har en kommende butiks helt konkrete placering for øje, når denne skal finde sin beliggenhed. 

- Vores koncept fungerer både i gågader og i storcentre. Der er ikke noget i vores tal, der indikerer, at det ene skulle være bedre for os frem for det andet, siger direktøren og tilføjer, at netop fordi Basic & More selv genererer en stor kundestrøm, "er vi efterspurgte i det omfang, vi er". 

For 2025 har ambitionen tidligere lydt, at antallet af butikker skulle runde 30.

I et større og mere langsigtet perspektiv ligger der dog ikke nogen forkromet plan for, hvornår Basic & More har udtømt sit potentiale i Danmark. 

- Vi har ikke nogen specifik plan for antallet af butikker, og hvor de nye skal ligge. Det vil være naturligt at ekspandere i Danmark inden for de næste ti år, men i samme tidsrum har jeg da også en klar forventning om, at vi er kommet uden for landets grænser, siger han. 

Og så var der netop det med udlandet. 

For mens mulighederne i Danmark ifølge Søren Bryske Larsen stadig er store, har der også meldt sig en konkret interesse fra de nærliggende markeder - Norden og Tyskland. 

- Vi har fået henvendelse fra det nære udland om at få konceptet ind. Så det evaluerer vi løbende på, men dertil er det heller ikke noget, der som sådan ligger konkrete planer for.

De nye Basic & More-butikker i Roskilde og Ishøj har første åbningsdag henholdsvis 15. og 29. august. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.76