23948sdkhjf

Han solgte butikskæde og tjente en formue - det gjorde de nye ejere langtfra

I en pragtvilla i det centrale Hjørring bor en forretningsmand, der for 12 år siden var med til at sælge en af landets største og mest kendte butikskæder.

Mandens navn er noget af det mest almindelige, du kan forestille dig, men når du googler ham, dukker ikke et eneste billede op.

Til gengæld er der en god håndfuld i Nordjyskes billedarkiver.

Han og familien, som tæller en kendt skuespiller, er god for næsten 300 millioner kroner.

Og noget tyder på, at forretningsmanden trykkede på salgsknappen på det helt rigtige tidspunkt.

- Jeg har solgt det hele, lød det fra John Poul Jørgensen en majdag i 2012.

Efter en halv menneskealder i den danske branche for sportstøj- og udstyr havde han netop sat en underskrift på salget af sit livsværk.

Sluttede på toppen

Køberen var kapitalfonden Nordic Capital, som havde besluttet sig for at slå kløerne i butikskæden Sportmaster, der dengang bestod af 100 butikker fordelt over hele landet.

På det tidspunkt ejede John Jørgensen cirka 30 af Sportsmasters butikker, og han indkasserede i omegnen af en kvart milliard kroner på salget.

Resten af købesummen blev fordelt blandt de øvrige lokale butiksejere.

- Jeg er meget glad og tilfreds med handlen og med min beslutning om at afslutte på toppen, udtalte John Poul Jørgensen dengang og tilføjede, at nu ventede en lang ferie med hustruen.

- Og så skal jeg ud at investere i noget nyt. Pengene skal ud at arbejde igen.

Den nu 80-årige forretningsmand har siden kunnet se, hvordan livsværket Sportmaster har været omgærdet af tumult, butikslukninger og afgrundsdybe underskud.

Det samlede tab siden 2012 løber op i en milliard kroner, og på landsplan er kun 37 butikker tilbage.

Den russiske forbindelse

Mens John Jørgensen blev mangemillionær på at sælge sine butikker, udviklede købet af Sportmaster sig til en rædselsfuld investering for Nordic Capital.

I 2019 måtte kapitalfonden sælge den landsdækkende butikskæde videre til selskabet Sportmaster Group med hovedsæde i Singapore. For en pris, der var lavere, end hvad man selv havde betalt.

Men det nye ejerskab blev kortvarigt.

Da Vladimir Putin invaderede Ukraine, kom Sportmaster nemlig under beskydning, fordi det viste sig, at ejerne af Sportmaster Group havde russisk statsborgerskab.

I første omgang afviste Sportmaster Danmark ejernes russiske forbindelser, men måtte siden skifte mening. Og så blev kæden sat til salg. Igen, igen.

I maj 2022 blev det så offentliggjort, at den store britiske detailkoncern Fraser Group overtog hele Sportmasters danske forretning.

Færre butikker - og et nyt navn

Kort efter blev en ny strategi for den tabsramte butikskæde fremlagt. Og den indebar blandt andet færre, men større butikker.

Siden har Sportmaster ad flere omgange fået trimmet butiksnetværket, og samtidig er det besluttet, at kæden skal skifte navn til Sports World.

Det nye navn har en særlig betydning for Frasers Group, fordi Sports World er navnet på den første butik, som stifteren af Frasers Group, Mike Ashley, etablerede.

Det nye koncept og navn bliver løbende rullet ud i de danske butikker.

Det danske marked for salg af sportstøj- og udstyr er domineret af en række aktører. Markedslederen er Sport24, mens også kæder som Intersport, Ny Form og Løberen kæmper om kundernes gunst.

Værdipapirer og ejendomme

Den kamp behøver John Poul Jørgensen ikke længere spekulere i.

Han solgte sin butikskæde på et tidspunkt, hvor markedsforholdene – og økonomien – var god, og i dag har han en bogført egenkapital på 275 millioner kroner i sit holdingselskab, Sportsmann Holding A/S.

Størstedelen består af værdipapirer. Dertil kommer en lille håndfuld ejendomme i Hjørring, viser oplysninger fra dataplatformen Resights.

John Poul Jørgensen ejer 80 procent af sit holdingselskab. Resten er fordelt mellem hans børn, heriblandt skuespillerinden Ann Eleonora Jørgensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.146