23948sdkhjf

Løver købt ud: - Forretningen fortsætter, som folk kender den

Med opkøbet af majoriteten af Decofarver har Beck & Jørgensen sikret sig et ben inden for et segment, direktøren forventer sig meget af

I Søborg har Beck & Jørgensen haft muldvarpeskindet fremme.

Den sjællandske malingproducent har nemlig overtaget aktiemajoriteten i online-baserede Decofarver, der i 2021 lykkedes med at imponere tre investorer fra DR’s Løvens Hule og forlod tv-programmet med en samlet investering på 2,7 mio. kr. fra Jan Lerhmann, Jacob Risgaard og Mia Wagner.

Mindre end et år efter købte de to førstnævnte Mia Wagner ud, og med Beck & Jørgensens overtagelse af majoriteten, er samtlige tv-løver fortid i ejerkredsen, der nu består af Beck & Jørgensen Holding på majoritetsposten, mens de to stiftere Brian Dennis Jensen og Jesper Laursen hver beholder en minoritetsandel.

- Og begge stiftere fortsætter, hvilket har været vigtigt for både os og dem, fortæller Michael Borop Jørgensen, adm. direktør og indehaver af Beck & Jørgensen.

DecoFarver ApS
Regnskabsår 2022 2021 2020
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 0,8 9,0 4,4
Resultat af primær drift -6,7 1,3 1,6
Resultat før skat -6,9 1,3 1,6
Årets resultat -5,4 1,0 1,2
Balancestatus 9,9 13,9 8,0
Egenkapital 0,3 5,7 2,0
Antal ansatte 17 18 6
Kilde: CVR

Et ben i de private

Mens Beck & Jørgensen primært har fokus på det professionelle segment, er Decofarvers onlineshop målrettet privatkunderne, men ifølge Michael Borop Jørgensen er der masser af potentiale for samarbejde og synergi.

- Vi har leveret til Decofarver helt fra begyndelsen, og selvom vores produkter selvfølgelig er målrettet malerfaget og de professionelle, så fungerer de jo også i privat regi, hvor kunderne også efterspørger kvalitet, lyder det.

Overtagelsen betyder imidlertid ikke, at Decofarver fremover udelukkende skal forhandle Beck & Jørgensens produkter, understreger direktøren.

- Forretningen fortsætter, som folk kender den. Der vil stadig være et bredt udvalg af malervarer, og vi vil fortsætte med at forhandle og udbygge produktpaletten, for vi tror på, at det er sådan, man får en mere spændende butik.

At den nye ejer trods segmentforskellene har masser at byde ind med, er Michael Borop Jørgensen ikke i tvivl om, og omvendt glæder han sig over, at Beck & Jørgensen med overtagelsen har fået en direkte adgang til privatkunderne.

- Det er et interessant segment for os, og det her er en god måde at gøre det på. Meget malingssalg foregår enten via den lokale farvehandel eller i byggemarkeder, hvor vi ikke er, men her er allerede bygget en stærk platform online, hvor kunderne i stigende grad finder hen, forklarer direktøren.

Vækst har kostet

Decofarver, der blev stiftet i 2013, kunne i 2020 bryste sig af virksomhedens første millionoverskud, og det var på et bagtæppe af pandemiens gør-det-selv-boom, de to stiftere i starten af 2021 kunne fortælle DR’s løver om en omsætning på 30 mio. kr. og en ambition om en firdobling af salget frem mod 2025.

Siden har væksten dog vist sig dyr at sikre, lyder det i en pressemeddelelse om salget.

”Dette afspejles tydeligt i regnskabstallene, hvor investeringerne i markedsføring og udvidelse har haft en betydelig økonomisk indvirkning,” skriver Decofarver, der i 2022 måtte indkassere et tab på 5,4 mio. kr. efter skat.

I et dugfrisk regnskab for 2023 kan DecoFarver dog præsentere en forbedret bundlinje, der dog stadig er minus - og stadig er i millionklassen. 

DecoFarver ApS
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 3,4 0,8 9,0
Resultat af primær drift -1,4 -6,7 1,3
Resultat før skat -1,6 -6,9 1,3
Årets resultat -1,3 -5,4 1,0
Balancestatus 6,9 9,9 13,9
Egenkapital -1,2 0,3 5,7
Antal ansatte 11 17 18
Kilde: CVR

Ikke desto mindre understreger de to sælgere, at de har været tilfredse med selskabets præstationer i de seneste år.

- Vi er utroligt stolte af den rejse, vi har været på med DecoFarver.dk. At se virksomheden blomstre og blive en af de største i markedet har været en stor tilfredsstillelse. Vi er sikre på, at Beck & Jørgensen vil fortsætte med at styrke og udvide DecoFarver.dk’s position på markedet, udtaler Jacob Risgaard, der suppleres af Jan Lehrmann:

- Vores mål var altid at bringe DecoFarver.dk til nye højder, og med Beck & Jørgensens ekspertise og ressourcer er vi overbeviste om, at virksomheden vil fortsætte med at vokse og innovere inden for malerindustrien, udtaler han. 

Artiklen er en del af temaet Løvens Hule.

Se nøgletal for:
Læs mere om: investering detailhandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.686