Ditur udvider med nyt marked i strategisk opkøb
En onlinetilværelse gennem fire år bliver nu tilføjet en fysisk dimension.
Det sker, når Løvens Hule-kendte Ditur indtager Norge som det tredje land i virksomhedens historie. Det er kommet i stand gennem et opkøb af selskabet Urmaker Skorve.
Det skriver Ditur i en pressemeddelelse.
Læs også: Ditur revancherer skidt 2022 - og er tilbage på tocifret indtjening
I samme ombæring åbner Ditur-tvillingerne, Mikkel Yde Dissing og Kasper Obel Dissing, en ny butik i Norge - den femte af sin slags i Skandinavien.
- Vi oplever rigtig god vækst i Norge, som vi ser som værende et stærkt marked. Med en fysisk butik kan vi komme endnu tættere på vores norske kunder samt blive ved med at styrke vores sortiment, udtaler direktør Kasper Dissing.
Ditur
- Ditur er startet af tvillingerne Kasper Obel Dissing og Mikkel Yde Dissing.
- Selskabet blev stiftet i 2014.
- Ditur deltog i Løvens Hule i 2020.
- Dengang fik man Jesper Buch og Jacob Risgaard med ombord i ejerkredsen - hvor de stadig befinder sig i dag.
- Ditur har omtrent 12.000 varenumre i sortimentet - og har årligt over en kvart million kunder.
- Ditur har fem butikker fordelt i Danmark, Sverige og Norge.
- Dertil har man etableret webshop i hele Norden samt Tyskland, Frankrig, Polen og Irland.
Kilde: Ditur
Flere markeder i sigte
Trods opkøbet af Urmaker Skorve - som indtil denne uge var ejet af Anders Skorve - fortsætter selskabet med samme navn og samme ansatte.
- Det er et ekstremt dygtigt og kompetent personale, som vi derfor er meget glade for at kunne beholde og byde velkommen i Ditur-familien, pointerer Kasper Dissing.
Han tilføjer, at ambitionen for Ditur stadig er at blive "den foretrukne urhandler i Europa", og derfor har det rent strategisk været et fokuspunkt for ejerne, at man udvider med flere butikker på kontinentet.
Derfor er det også målet at udvide med flere butikker på de markeder, hvor Ditur allerede er til stede - Danmark, Sverige og nu Norge.
- Vi tror helt sikkert på omnichannel og fysiske butikker som en del af vores strategi, understreger Kasper Dissing.
Han har tidligere over for RetailNews peget på Tyskland som den næste oplagte destination for Ditur.
- Tyskland er også på tegnebrættet. Vi skyder ikke med spredehagl, men kigger på om mulige lokationer passer ind i vores strategiske planer, sagde han i forbindelse med offentliggørelsen af Diturs 2023-regnskab tidligere på året.
Regnskabsår | 2023 | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 43,0 | 28,1 | 38,8 |
Resultat af primær drift | 16,5 | 3,7 | 24,1 |
Resultat før skat | 15,1 | 1,9 | 24,8 |
Årets resultat | 11,7 | 1,5 | 19,3 |
Balancestatus | 90,7 | 86,4 | 79,3 |
Egenkapital | 40,0 | 30,8 | 37,8 |
Antal ansatte | 48 | 54 | 37 |
Kilde: CVR |
Artiklen er en del af temaet Løvens Hule.