23948sdkhjf

Ny Coop-direktør ville ikke lade "unik" mulighed passere

Thor Skov Jørgensen har allerede gjort sig konkrete tanker om Coops fremtid, men han vil ikke dele dem med offentligheden endnu

Han har vidst det i knap en uge - og torsdag eftermiddag blev det så officielt. 

Thor Skov Jørgensen er ny Coop-direktør - med virkning fra 19. juni.

Han kommer fra et job som finansdirektør i OK, der handler med brændstof, og skal nu bruge sin energi på dagligvarehandel i Coop-regi.  

Det skifte bekymrer ham dog ikke - og kigger man på Thor Skov Jørgensens CV er man tilbøjelig til at give ham ret i den betragtning. 

- Min baggrund er i dagligvarehandlen. Jeg kender branchen og Coop rigtig godt. Jeg er helt med på, at Coop står i en svær tid, så det er en stor opgave at tage jobbet som direktør.

- Det, der fylder for mig, er, at det er et spændende, men også meningsfuldt, job. Coop er en unik virksomhed, som fylder meget i Danmark, siger Thor Skov Jørgensen, der også erklærer muligheden for at blive Coop-direktør "unik". 

Han forklarer desuden, at selve rekrutteringsforløbet har været en "lærerig proces" for ham selv, hvor den kommende Coop-direktør er kommet "endnu tættere" på folkene fra Coop - men også hvor han har "kunnet sætte nogle ord på" hvad han gerne vil ændre i sit nye job. 

Thor Skov Jørgensen, CV

  • 2024 - | Adm. direktør, Coop
  • 2023 - nu | Finansdirektør, OK
  • 2023 - nu | Bestyrelsesmedlem, Danoil
  • 2023 - nu | Bestyrelsesmedlem, Kamstrup
  • 2021 - nu | Bestyrelsesmedlem, Relesys
  • 2017 - nu | Bestyrelsesmedlem, Fonden for Socialt Ansvar
  • 2020 - 2023 | Bestyrelsesmedlem, Skagen Food
  • 2020 - 2023 | Salling Group, direktør for digital forretning og e-commerce
  • 2019 - 2020 | Direktør for Føtex og direktør for digital forretning og e-commerce
  • 2016 - 2020 | Direktør for Føtex
  • 2014 - 2016 | Driftsdirektør i Netto
  • 2007 - 2013 | Konsulent, Boston Consulting Group
  • Thor Skov Jørgensen er født i København, har gået i folkeskole i henholdsvis Mariager og Holland, og så tog han sin studentereksamen i Vejle. Han er i dag bosat i Aarhus med sin hustru og tre børn.

 

Den første opgave

Når Thor Skov Jørgensen for første gang indfinder sig på Coops hovedkontor i Albertslund som den allerøverste ansvarlige i Coops direktion, har han allerede gjort sig det klart, hvad hans første ærinder bliver. 

- Jeg skal møde alle mine nye kollegaer, og så skal jeg ud og besøge en masse butikker for at blive endnu klogere på Coop-kulturen og på de problemstillinger, der hersker i vores kæder og butikker. Men også hvad der går godt rundt omkring, siger Thor Skov Jørgensen. 

Den nye Coop-direktør ser frem til at bidrage i Coop-regi med sin ledelsesstil og sine ledelseskompetencer. 

- Man skal have alle ansatte til at gå i takt, og det er én af de kompetencer, jeg har og ser frem til at bruge. Man skal være både operationel, taktisk og strategisk på én gang. I et direktørjob i dagligvarebranchen skal man kunne alle tre ting på samme tid, siger han og understreger, at han har én klar mission for Coop: 

- Vi skal genskabe Coop som en stærk, lokalt forankret og lønsom dagligvareforretning.

Han kan ikke blive konkret på de forestående forandringer, som han vil søsætte - dels da han stadig er ansat som finansdirektør i OK, men også fordi handlen mellem OK og Coop stadig afventer konkurrencemyndighedernes godkendelse.

Ifølge RetailNews' oplysninger - efter snakke med flere kilder i miljøet - træffer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen beslutning i sagen mod slutningen af denne måned.

Inspiration fra hele karrieren

Som ny direktør på et nyt sted - men i en kendt branche - er det oplagt at trække på sine erhvervsmæssige erfaringer fra karrieren. 

Det har Thor Skov Jørgensen også tænkt sig - og det er bestemt givtige erfaringer, han kan trække på i processen med at vende den store og tunge Coop-skudes retning. 

- Jeg kommer til at tage dele med fra hele karrieren. På nogle punkter bliver jobbet i Føtex enormt relativt at trække på, og i andre sammenhænge bliver mit job som driftsdirektør i Netto tilsvarende relevant. Og dertil kommer så det store, økonomiske perspektiv fra min snart forhenværende tid som finansdirektør, understreger han. 

Han fortæller dertil, at han allerede ad flere omgange har stiftet bekendtskab med sin overordnede chef - Coop Danmark-bestyrelsesformand, Jeff Gravenhorst - i det rekrutteringsforløb, som han og en række af "flere kompetente kandidater" har været en del af. 

Thor Skov Jørgensen fortæller desuden, at han ikke har selv har læst RetailNews' erfaringer om ham som ny Coop-direktør, men han tilføjer dog, at han godt har læst, at "nogen har spekuleret i det". 

- I virkeligheden er dét, jeg koncentrerer mig mest om, selve jobbet og mine ansatte - mere end hvad der bliver skrevet og sagt. Det kan man så hyggelæse, men det vigtige er at holde forretningen for øje, understreger han. 

Thor Skov Jørgensen når med sit seneste jobskifte at være finansdirektør i OK i lige knap halvandet år efter sin udnævnelse i januar 2023. 

RetailNews har samlet alle artikler om de seneste Coop-nyheder i temaet "Coop på nye hænder". Det tema kan du som læser tilgå via linket nedenfor.

Artiklen er en del af temaet Coop på nye hænder.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.805