Proshop-direktør har givet sig selv en gigantisk fødselsdagsgave
Han blev født for præcis 55 år siden - 16. maj 1969.
Proshops direktør og medejer, Poul Thyregod, havde egentlig overvejet at honorere sig selv med en ny bil eller et nyt ur i fødselsdagsgave.
Men han endte med en helt anden - og større - investering.
Det skriver han i et opslag på LinkedIn.
"Jeg har som ejerleder valgt at købe en ”gave” til mig selv, kollegaerne og ikke mindst kunderne. Så i dag er der rullet 5 lastbiler til Proshop, og vores pakkemaskine nr. 2 leveres. Vi udvider således vores
pakkekapacitet med 10-12.000 pakker om dagen, så vi kan følge med den vækstrejse, som Proshop er på," skriver Poul Thyregod.
Tilbage i 2022 løftede en større investering i en pakkerobot kapaciteten fra 15.000 til 30.000 pakker om dagen - og det er derfor en markant opgradering, Poul Thyregods fødselsdagsgave til "ham selv" bidrager med.
Detailgiganten kom desuden ud af 2023 med et rekordregnskab, hvor toplinjen næsten rundede tre mia. kr. - dét endda til trods for et fejlslået opkøb.
- Vi vil gerne konsolidere os og få mere volumen, så vi kan øge vores indtjening, men vi mistede kemien i handlen og kunne ikke blive enige om prisen. Døren står dog på klem. Det er hårdt for detailfirmaer lige nu, og vi kan se, at flere er nødt til at trække stikket. Jeg tror, det bliver nødvendigt, at firmaer lægger sig sammen eller bliver opkøbt, og da vi føler, vi sidder godt i det, får vi lidt mere blod på tanden, sagde Poul Thyregod til Børsen dengang.
Regnskabsår | 2023 | 2022 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 2958,9 | 2688,5 | 2117,9 |
Bruttofortjeneste | 136,8 | 126,7 | 126,5 |
Resultat af primær drift | 34,4 | 30,6 | - |
Resultat før skat | 45,3 | 39,4 | 66,8 |
Årets resultat | 37,0 | 32,7 | 53,3 |
Balancestatus | 777,1 | 668,2 | 475,6 |
Egenkapital | 143,7 | 116,4 | 91,9 |
Antal ansatte | 183 | 186 | 132 |
Kilde: CVR |
Artiklen er en del af temaet Historien i detaljen.