23948sdkhjf

Regnskabssæsonen er ovre: Der er Salling Group - og så er der alle de andre

Der kommer ikke flere 2023-regnskaber fra dagligvarehandlen, og derfor kan man nu gøre status over én af de mest dynamiske, men også hårdeste, detailbrancher herhjemme

Det blev startet i januar med det største underskud nogensinde for Nemlig.com

Og sluttede med et overskud på næsten en halv mia. kr. for Rema 1000 i april. 

De altid travle første fire måneder af året i dagligvarekoncernens regnskabsafdelinger er nu bragt til ende - og dermed kan der bindes sløjfe på 2023-regnskaberne. 

Og i en branche hvor kun et fåtal ikke tjener penge, peger meget også på én ting: 

Salling Group sætter konkurrenterne til vægs - og efterlader kun meget lidt rum til at byde op til dans. 

Med en formodet markedsandel på tæt mod 50 procent af alle omsætningskroner i branchen i 2023 har Salling Group sat sig eftertrykkeligt på marked, hvor marginerne er lave - og omsætningen tilsvarende skal være i milliardklassen for at generere overskud. 

Forventningerne fra detaileksperterne var også indrettet derefter. 

Det fortalte de forud for frigivelsen af regnskaberne fra "The Big Four" i dansk dagligvarehandel - Salling Group, Coop, Rema 1000 og Dagrofa i rangeret rækkefølge efter omsætning. 

Presset marked

At dagligvarebranchen er benhård kommer tydeligt til udtryk i dagligvarekoncernernes overskudsgrader. 

Det er en marginal forretning at sælge dagligvarer - ikke bare i Danmark, men helt generelt. 

Der findes dog dygtige købmænd og forretningsfolk i den danske dagligvarebranche - og derfor er det også en anerkendelse heraf, at markedet - trods en overflod af dagligvarebutikker - fortsat er i udvikling og ikke afvikling. 

Konkurrencen skærpes på daglig basis - og mens mange detaileksperter jævnligt pipper om et netværk af butikker, der er overmættet, svigter danskernes pengepung sjældent. 

Det kostede godt nok Irma og Aldi livene som dagligvarekæder i Danmark - men økonomisk dårlige og ikke-bæredygtige forretninger har ingen overlevelsesmuligheder, som markedet er i dag. 

Og slet ikke hvis pengepungen ikke er stor nok til at optimere og justere butiksnetværket - netop som tilfældene var det med Aldi, som var gammelt og slidt, og Irma, som til sidst blot var en regional luksus-dagligvarekæde.  

Den gigantiske mastodont

Lægger man den næst- og tredjestørste koncern herhjemme -  Coops og Rema 1000s - omsætninger sammen får man den nette sum af 69,5 mia. kr. - hvilket stadig er mindre end Salling Groups ditto for 2023. 

Samtidig er Salling Group omtrent en tredjedel større end sin nærmeste konkurrent, Coop, som tilmed oplevede omsætningstilbagegang i 2023 - som den eneste af "The Big Four". 

Det er derfor noget af en størrelse og position, som Salling Group indtager i skrivende stund - trods at koncernen tæller færre dagligvarebutikker end Coop. 

Fordeling af dagligvarebutikker

  • Coop Danmark
  • Brugsen/Dagli'Brugsen: 275
  • SuperBrugsen: 235
  • Kvickly: 65
  • 365discount: 370
  • I alt: 945 butikker
  • Salling Group
  • Bilka: 19
  • Føtex: 108
  • Netto: 546
  • I alt: 658 butikker
  • Dagrofa
  • Meny: 115
  • Min Købmand: 162
  • Let-Køb: 119
  • Spar: 136
  • I alt: 532 butikker
  • Rema 1000: 400
  • Lidl: 158
  • Løvbjerg: 17
  • ABC Lavpris: 15
  • I ALT FOR ALLE KÆDER: 2725 butikker

Pr. 3. maj 2024

Netto er fyrtårnet, som skal sikre Salling Groups fortsatte andel af markedet. 

Det sker i tæt konkurrence med Rema 1000, som har budt Salling Group op til dans - i hvert fald på discountmarkedet. 

For når det kommer til investeringsmusklerne er der ingen andre, der når Salling Group til sokkeholderne. 

Og pengene - de skal, snart, investeres. 

Det har Salling Group-direktør Anders Hagh allerede løftet lidt af sløret for i annonceringen af en ny strategi for koncernen. 

Den lanceres til september - og det skulle ligne Salling Group ikke at have både forberedelse og eksekvering fuldstændig på plads inden da. 

Og hvem ved så, hvad der bliver af de øvrige konkurrenter på dagligvaremarkedet? 

For der er Salling Group - og så er der alle de andre. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.746