Coop får ny ejer i milliardhandel
Coop-koncernen skal have ny majoritetsejer - og den siddende topchef har selv et ønske om at gå af, når den mission er fuldført.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som Coop har sendt ud fredag formiddag.
Den nye aftale
- OK og Coop Amba tilfører Coop Danmark 2 mia. kr. - aftalen ventes endeligt vedtaget på et landsrådsmøde 19.-20. april.
- Aftalen betyder, at Coop Amba og OK deler ejerskabet af Coop 50/50, men OK har den bestemmende ejerandel.
- Coop lukker Coop-kæden igen, som hidtil har bestået af to testbutikker.
- I stedet skal der i fremtiden kun satses på SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount.
- Kræn Østergaard Nielsen fratræder som adm. direktør i Coop, når aftalen er vedtaget.
- Konstitueret direktør bliver Jeff Gravenhorst, der er formand i Coop Danmark.
- Ny næstformand i Coop Danmark, til at afløse Lasse Bolander, bliver Michael Løve, der er adm. direktør i OK.
Kilde: Coop Danmark
Planen er, at energiselskabet OK skal skyde en stor sum penge - 2 mia. kr. - i Coop for at overtage den bestemmende ejerandel af dagligvarekoncernen.
- Aftalen sikrer ro om Coop Danmarks økonomi - og dermed også om de mange OK-stationer, ladestandere og vaskehaller, som i mange tilfælde ejes og drives på franchisebasis af Coop Danmark eller de selvstændige brugsforeninger.
- Og så tror vi på, at kapitaltilførslen og partnerskabet kan bidrage til, at Coop Danmark finder tilbage til kernen i det at drive en sund dagligvarevirksomhed centreret om de klassiske og stærke Coop-brands, udtaler adm. direktør i OK, Michael Løve.
Aftalen ventes at blive stemt endeligt igennem, når der afholdes landsrådsmøde i Coop Amba - hovedforeningen - 19.-20. april.
Fremtidens Coop
- Coop præsenterede i slutningen af januar 2023 strategien "Fremtidens Coop", der involverer følgende:
- Man vil samle de største butikker fra kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én kæde, som skal hedde Coop.
- Den plan er efterfølgende - med den nye aftale - blevet justeret igen.
- Coop-kæden droppes igen - og i fremtiden skal Coop stå på fire forretningsben:
- SuperBrugsen, Kvickly, 365discount og Brugsen.
- Indtil januar 2023 havde man Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping ogCoop.dk MAD.
Kilde: Coop
Coop-koncernen er i øjeblikket i gang med år 2 af "Fremtidens Coop"-strategien, der skal fremtidssikre dagligvaregiganten.
Coop ejer i dag selv en andel af energiselskabet OK - hvilket blandt andet førte til et tocifret millionudbytte til hovedkoncernen efter et rekordregnskab fra OK tidligere på måneden.
I pressemeddelelsen fremgår det også, at Coops adm. direktør, Kræn Østergaard Nielsen, har stået i spidsen for indsatsen med at finde en ny investor til Coop - men at han også ønsker at fratræde, når tingene er faldet på plads.
- Jeg er glad og lettet over, at vi sammen med OK har fået landet denne betydningsfulde og afgørende aftale, der sikrer Coop Danmarks fremtid. Men jeg er også overbevist om, at det er bedst, at Coop Danmark får en ny CEO med ny energi og nye perspektiver, når aftalen er helt på plads, udtaler han i pressemeddelelsen.
I hans sted indtræder nuværende formand i Coop Danmark, Jeff Gravenhorst, som arbejdende bestyrelsesformand, indtil en ny adm. direktør er fundet.
RetailNews har samlet alle artikler om de seneste dages Coop-nyheder i temaet "Coop på nye hænder". Det tema kan du som læser tilgå via linket nedenfor.
Artiklen er en del af temaet Coop på nye hænder.