23948sdkhjf

Soundboks sagsøger elektronikgigant for at stjæle design

Danske Soundboks mener, at Sharp har ladet sig inspirere lidt for kraftigt i designet af en festhøjttaler

Danske Soundboks producerer transportable højttalere, der kan spille højt og længe uden ledning.

Og nu har den danske virksomhed hevet en konkurrent i retten, skriver Ritzau.  

Det drejer sig om elektronikfabrikanten Sharp, der har lanceret et produkt kaldet Sumobox, som også er en transportabel højttaler.

Sagen kort

  • Soundboks’ søgsmål mod Sharp indeholder blandt andet:
  • Forbud mod at markedsføre og sælge SumoBox globalt.
  • Påbud om at tilbagekalde og tilintetgøre de omfattede produkter fra forhandlerne.
  • Påbud om at tilbagetrække og destruere alt fysisk markedsføringsmateriale vedr. de omfattede produkter.
  • Forbud mod at anvende Sumobox som varemærke for højttalere.
  • Et indledningsvist erstatningskrav på 650.000 kr.

Kilde: Soundboks

Soundboks mener, at Sumobox' design lægger sig så tæt op ad Soundboks' højttaler, at der er tale om plagiat.

- Vi er chokerede over, at Sharp så åbenlyst lukrerer på den idé og det produkt, vi selv har skabt og udviklet siden 2014. Det er fuldstændig uacceptabelt, siger Jesper Theil Thomsen, adm. direktør i Soundboks. 

- Vi byder altid konkurrenter velkomne, men hvis verdens største elektronikvirksomheder på den måde har frit spil til at kopiere produkter, så bliver der de facto tale om et monopol i sidste ende. Så har mindre startups som Soundboks ikke har en jordisk chance for at konkurrere. Vi vil ikke finde os i det, og derfor står vi op for os selv, fordi der er et vigtigt principielt spørgsmål på spil i denne sag, tilføjer han.

Soundboks

  • Soundboks blev stiftet i 2014 af de tre gymnasiekammerater Jesper Theil Thomsen, Christoffer Nyvold og Hjalte Emilio Wieth.
  • De tre fik idéen til at producere den perfekte højttaler, fordi de savnede netop det i deres camp på Roskilde Festival, så de kunne bringe mennesker sammen og skabe minder for livet.
  • Soundboks forhandles i 40 lande.
  • Heriblandt er Danmark, USA og Tyskland. 
  • Soundboks har indtil videre solgt flere end 250.000 højttalere på verdensplan.

Kilde: Soundboks

Nægter forlig

Soundboks opdagede sammenfaldet med Sharps Sumobox i sommeren 2023, og siden har man søgt at lave et forlig "på diplomatisk vis uden om retten". 

Det har Sharp dog nægtet.

- Sharp har desværre ikke været interesseret i at finde en løsning sammen med os, og derfor må det nu afgøres i retten. Ingen er tjent med den her slags opførsel.

- Branchen bliver fattigere af kopiprodukter, og forbrugerne ender som de helt store tabere, når de bliver forsøgt lokket til at købe produkter, der ikke svarer til deres forventninger, forklarer Jesper Theil Thomsen. 

Stævningen mod Sharp er indleveret ved Sø- og Handelsretten i København denne torsdag 11. april. 

Herfra afventer man Sharps svar til sagen, inden parterne skal mødes til mægling, oplyser Soundboks. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078