23948sdkhjf

Uden at låne en krone har Stine bygget en millionforretning med 16 ansatte

Mens vennerne læste på universitetet, udviklede Stine Winther på sit firma. Uden at låne en krone. Nu stormer hendes webshop frem

For syv år siden sad hun hjemme på teenageværelset i udkanten af Aalborg.

Fra sit skrivebord kreerede Stine Winther toppe og armbånd, som hun solgte på loppemarkeder og på Instagram.

I dag har hun skabt et smykkeunivers med millionoverskud.

I en alder af 25 år og uden at låne en eneste krone.

- Jeg har altid haft en lidt forsigtig tilgang til det med penge. Jeg vil ikke bruge dem, før jeg har tjent dem. Så hver gang jeg solgte et armbånd, geninvesterede jeg pengene, siger Stine Winther.

200 ordrer om dagen

Hun designer kollektioner og indkøber smykker, der sælges på webshoppen Winther Studio. De fleste skitser bliver til på iPad'en, der er med overalt.

Tegningerne sendes til nøje udvalgte leverandører i udlandet, hvor smykkerne produceres.

Og stilen rammer tilsyneladende plet hos målgruppen, der er piger og unge kvinder fra konfirmationsalderen og op.

Hver dag tikker der i gennemsnit 200 ordrer ind på Winther Studios webshop.

Det resulterede sidste år i et overskud på over fire millioner kroner før skat.

Omsætningen er hemmelig, men lyder på et pænt tocifret millionbeløb.

Køberne er oftest forældre og bedsteforældre, der giver smykkerne i gave.

- Vi lever rigtig godt i gavesegmentet. Vi har halvdelen af vores omsætning i månederne op til jul. Tiden op til konfirmationer er også rigtig travl hos os, siger Stine Winther.

Chef som 20-årig

Hun har aldrig drømt om, at hendes hobby skulle ende med at blive hendes levebrød.

De første år overvejede hun af og til, om det var bedre at gå den sikre vej, droppe firmaet og følge efter vennerne, der var begyndt på universitetet.

- Jeg kunne godt misunde mine venner lidt af og til. De havde læsegrupper, fredagsbar og faste rammer. Jeg havde kun mig selv til at drive det fremad.

Men det blev aldrig til mere end overvejelser.

Stine Winther fik så mange ordrer på sine smykker og toppe, at hun var nødt til at få produceret sine tøjdesigns på systuer rundt om i landet for at følge med.

Efter et par år alene fik hun råd til at ansætte sin første medarbejder. I en alder af 20 år var hun pludselig nogens chef.

- Min eneste erfaring fra arbejdsmarkedet var et fritidsjob i gymnasiet og et enkelt deltidsjob, som jeg måtte sige op allerede efter et par måneder, da mit eget firma tog fart.

- Jeg måtte bare prøve mig frem og finde ud af, hvordan man holder en MUS-samtale. Jeg havde aldrig selv været til en, siger Stine Winther.

Tilbage til det kreative

Senere lagde hun tøjet på hylden, satsede 100 procent på smykker og udvidede sortimentet af egne designs.

Efterspørgslen fulgte med, og flere ansatte kom til.

Men den store vækst havde én ulempe. Det blev sværere og sværere for Stine Winther at finde tid til at designe.

Derfor ansatte hun i sommer 49-årige Claus Holm i en stilling som administrerende direktør.

Dermed er hun ikke længere alene om ledelsesansvaret.

- Det betyder, at jeg kan komme mere tilbage til det kreative. Det er det, jeg brænder for, siger Stine Winther, der i dag har titel af kreativ direktør.

Flere lande i sigte

I dag er der 16 ansatte i Winther Studio, og selskabet rykkede i begyndelsen af året ind i nye og større lokaler i det sydlige Aalborg.

Herfra blev der for nylig trykket på knappen til en svensk udgave af webshoppen. Og inden sommer indtager smykkefirmaet efter planen Norge.

- Det bliver næppe det sidste land, vi åbner i. Vores omkostninger ved at gå ud i nye markeder er meget lave. Men lige nu koncentrerer vi os om Norden, siger Stine Winther.

Selv tror hun, at en del af succesen skyldes, at Winther Studio har "attraktive priser."

- Vi går ikke på kompromis med kvaliteten. Men fordi vi ikke er den klassiske guldsmed, der udelukkende handler med ædelmetaller, kan vi sælge til priser, hvor alle kan være med, siger Stine Winther.

- Du skal drive dig selv

Hun har ikke et konkret mål om, hvor firmaet skal ende, og hun vil helst undgå at tale om bundlinje og omsætning.

- Det lyder meget nordjysk, men jeg drømmer ikke om at sidde for bordenden i et højhus med 500 ansatte. Jeg vil bare gerne være glad for at gå på arbejde, få lov at skabe og mærke gensidig glæde og motivation fra de andre på kontoret, siger Stine Winther.

Det er da heller ikke millionoverskud og omsætningstal, hun er mest stolt af. Men derimod det faktum, at hun "står her endnu".

- Det er hårdt at være selvstændig. Du skal tro på dig selv. Du skal drive dig selv. Du skal pakke frygten væk for, at det bliver et flop.

- Jeg har da nogle gange tænkt: "Er det for risikabelt? Hvad nu, hvis jeg står som 25-årig uden noget. Uden uddannelse, uden job, uden virksomhed."

Sådan gik det som bekendt ikke.

Godt nok har Stine Winther, der for kort tid siden rundede 25 år, forsat ikke nogen uddannelse på cv'et. Men det betyder ikke længere så meget.

- Jeg skal i hvert fald ikke på universitetet, siger Stine Winther og griner lidt.

- Det er det her, jeg kan lide at lave.

Se nøgletal for:
Læs mere om: smykker detailhandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.697